-
Industri
Syddansk Erhvervsskole og Svendborg Erhvervsskole lægger uddannelser sammen. Skolerne giver med en stribe industri-virksomheder samtidig lærlingegaranti til unge, der vil være smed eller industritekniker.
- Vi har så mange fremragende virksomheder på Fyn, og vi kommer til at mangle hænder - særligt i de to retninger, vi starter med. Det er hænder, der f.eks kan arbejde med den grønne omstilling og med automatik, og vi er nødt til at gøre noget sammen på hele Fyn, siger Roar Falkenberg til Fyens Stiftstidender.
Han er uddannelses- og markedsdirektør på Syddansk Erhvervsskole og tidligere direktør for Søby Værft. Syddansk Erhvervsskole har afdelinger i såvel Odense som Vejle og tæller cirka 4400 årselever og cirka 770 medarbejdere.
Svendborg Erhvervsskole har et handelsgymnasium og et teknisk gymnasium. Skolen tilbyder 22 erhvervsuddannelser og har cirka 1350 årselever.
Intet behov for garanti
- Det er en rigtig fornuftig ide, at de to erhvervsskoler på Fyn går sammen om at gøre noget for to vigtige uddannelser på metalområdet. Vi har i flere år oplevet et faldende antal optag af elever på uddannelserne til smed og industritekniker. Vi kommer ikke i mål med den grønne omstilling og automatisering, hvis ikke vi får vendt denne udvikling, siger underdirektør Tina Voldby fra TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Set fra organisationens side er en garanti for en læreplads dog ikke løsningen på den manglende interesse for metalfagene.
- Vores industrivirksomheder mangler lærlinge. Derfor er der behov for, at der arbejdes målrettet på at øge rekrutteringen til uddannelserne og gøre dem mere attraktive. Flere unge skal se en erhvervsuddannelse inden for metalområdet som deres førstevalg, når der skal vælges ungdomsuddannelse. Der er et stort behov for, at skoler og virksomheder arbejder sammen om at gøre uddannelserne mere attraktive, siger Tina Voldby.
Lærer-udveksling
Erhvervsskolernes samarbejde omfavner industrien, men skal også forstås bogstaveligt skolerne imellem.
- Vi er nødt til at arbejde tæt, tæt sammen med virksomhederne for at udvikle os, og det skal vi også kunne som skoler. Hvis de i Svendborg f.eks har en dygtig faglærer inden for et område, vi ikke har, så skal vi kunne bruge hinandens kompetencer, siger Roar Falkenberg til Fyens Stiftstidende.
Det faglige udvalg for Metaluddannelserne kører for tiden en imagekampagne for smedefaget. Det fag hænger stadig i nogen grad på fordomme om sort og beskidt arbejde.
- Men realiteten er jo, at det er en moderne teknisk uddannelse, der åbner for vigtige karrieremuligheder og mulighed for videreuddannelse. Det skal vi have fortalt flere unge. Det er en fælles opgave, siger Tina Voldby.