-
El
-
VVS
-
Industri
-
Beslagsmede
500 lejligheder i Kaktustårnene i København eller 20.000 m2 diabetescenter i Odense er projekter af den størrelse og art, som EL-Team Fyn går efter. De store installationsprojekter har udløst høj vækst og den fjerde Gazelle til fynboerne. Og top- og bundlinje følges ad på Fyn.
På bundlinjen stod der således 13,8 mio. i 2022 og 12,5 mio. kr i 2023. Vækst og årsresultat hænger stærkt sammen, når årsregnskabet gøres op i EL-Teams hovedkontor i Odense.
Den sunde sammenhæng er ifølge de to direktører et resultat af en stor og systematisk investering i et minutiøst og detaljeret forarbejde på hvert eneste projekt.
- Det er en stor tidsmæssig investering i forarbejde sammen med bygherre og rådgivere. Og vi ved, at der kan gå helt op til to år, før vi kan sætte den første stikkontakt i og begynde at fakturere - og derved få betalt denne investering tilbage. Men konceptet med tidlig involvering giver stærk projektstyring, gode kunderelationer og de bedste resultater, siger Jan Pilegaard.
Service og entrepriser
Pilegaard står for entrepriserne i EL-Team Fyn, imens Søren Jepsen står for serviceafdelingen. Entrepriserne står for ca. 70 pct. af aktiviteterne og mandskabet. De to stiftere har en organisation med flad struktur og kender alle projekter på et niveau, hvor de kan sparre med deres mellemledere om udfordringer.
- Vores 90 medarbejdere er helt afgørende for den vækst, vi har kunne præstere de senere år. Med en flad struktur har vi med vores projektledere og formænd en vigtig nærhed til medarbejderne i hverdagen, som vi tror på. Samtidig får de masser af frihed under ansvar. Og så gør vi meget for at huske at give hinanden et klap på skulderne, når det hele lykkes, siger de to fynske installatører.
500 lejligheder i Kaktus-tårnene på Kalvebod Brygge er et af de seneste store projekter i hovedstaden.
Virksomheden har 23 ansatte i afdelingen i Glostrup, men formændene kører også fra Fyn og de andre afdelinger imod København mandag morgen for at være helt tæt på projekterne og det daglige arbejde på de store byggeprojekter.
- 80 procent af vores entrepriser ligger i København, og vi går efter de større opgaver. Men vi er forankrede på Fyn – og opererer så på markedet i hovedstaden herfra. Og det har vi udviklet en god model for, siger Jepsen og Pilegaard.
Brændte fingre
En række virksomheder fra provinsen har brændt fingrene på projekter i København. De dyrekøbte erfaringer har de to installatører også lagt ryg til med en voldgiftssag for mere end ti år siden, der først blev afgjort efter syv år – og kostede et to-cifret millionbeløb.
- Sådan en sag sidder i hovedet på dig lang tid bagefter. Men det har også gjort os stærkere. Vi styrer et projekt på en helt anden måde nu. Vi er hele tiden oppe på beatet og sikrer også, at det er de rette mennesker på de enkelte projekter, siger Søren Jepsen.
El-Team Fyn
-
Hovedkontor Odense og afdelinger i Svendborg, Dalby og Glostrup
Ledelse: Jan Pilegaard og Søren Jepsen
Indgår i InstallatørGruppen
90 ansatte og 35 indlejede folk
12 lærlinge
Entreprise og serviceafdeling
Gazelle for fjerde gang i 2024
El-Team Fyn blev etableret i 2002. Tre gode kolleger var kørt trætte i en uniformering af deres gamle arbejdsplads efter et opkøb. De brød ud og opkøbte Bech & Kruuse i Nyborg – og startede samtidig en afdeling med navnet EL-Team Fyn i Odense. Halvandet år efter var virksomheden vokset til 30 ansatte.
Efter tre år gik den ene stifter ud og Jan Pilegaard og Søren Jepsen kørte virksomheden videre. I 2023 var El-Team Fyn en af de første selskaber i InstallatørGruppen.
- InstallatørGruppen er en god løsning for vores virksomhed. Vi får frie hænder til at drive virksomheden videre, som vi stiftede i 2002. Samtidig er vi fælles i Gruppen om en række overordnede opgaver. Vi har begge en udløbsdato og med InstallatørGruppen er ejerstrukturen og virksomhedens fremtid på plads, siger Jan Pilegaard.
Fire Gazeller står der nu på hylderne hos El-Team på Cikorievej i Odense. Spørgsmålet er, om den femte også kommer i hus i 2025.