-
Industri
Skive-virksomheden Hydra-Comp A/S har fået isbjørne i kundekartoteket. Efter fusion med Kolding-virksomheden Hydropac i 2019 leveres der komplette hydraulikanlæg til forskellige brancher og kunder. Seneste kunde er Aalborg Zoo, der har fået nye løsninger til at åbne porte.
Skive-virksomheden Hydra-Comp A/S høster nu for alvor effekten af fusionen med Kolding-virksomheden Hydropac i 2019. De nye kompetencer i virksomheden har betydet, at der i år er tæt på at være leveret ti komplette hydraulikanlæg til forskellige brancher og kunder. Tidligere leverede Hydra-Comp ikke totalløsningerne.
-Vi kommer hurtigere i mål. Alle arbejdsprocesser holdes internt og det kan mærkes. Især når det gælder udvikling af totalløsninger, Det gør en kæmpe forskel for både kunden og os selv, siger direktør Jørgen Jacobsen og uddyber, at man i de seneste måneder har leveret flere komplette hydraulikanlæg til produktionslinjer i Danmark. Fælles for løsningerne er, at de indgår i en automatiseret proces med gentagne løft. Alt, fra styringsenheder til komponenter og fittings, er opbygget hos Skive-virksomheden – og selvfølgelig også pumpestationer og hydraulikcylindre, understreger direktøren.
Og blandt kunderne til totale løsninger er ikke bare til produktionsvirksomheder og den maritime sektor. Hydra-Comp har netop leveret til en mere speciel kunde - Aalborg Zoo. Der er tale om den zoologiske haves berømte isbjørneanlæg, der huser isbjørnemoderen Malik og hendes to unger. Her skal det automatiske hydrauliksystem styre åbne- og lukkefunktionen af portene i anlægget. Leverancen illustrerer fint, at Hydra-Comp kommer vidt omkring med hydraulikanlæggene – og bekræfter ikke mindst forretningspotentialet.
-For tre år siden havde vi sendt opgaven til Aalborg Zoo ud af huset. Vi havde koncentreret os om at levere hydraulikcylindre, slanger og fittings, mens andre skulle sørge for det resterende, inklusive den tekniske opbygning. At vi kan styre det hele selv, betyder meget for vores konkurrencedygtighed, konstaterer Jørgen Jacobsen.
Netop nu er Hydra-Comp lige ved at lægge sidste hånd på en million-ordre på rustfri pumpstationer, der skal leveres inden jul. Indtil videre er virksomheden med 39 medarbejdere i Skive og Kolding tilsammen sluppet fornuftigt gennem coronakrisen og dens følgevirkninger.