-
El
FUGMANN har i denne uge overtaget elinstallationsvirksomheden GBK Teknik.
Per 13. marts er GBK Teknik blevet en del af FUGMANN. Dermed flytter elinstallatør Henrik Glud og hans hold af dygtige medarbejdere fra Rødovre til Valby, hvor FUGMANN har hjemme.
– Installationer der giver effektivitet og komfort har altid været FUGMANNs varemærke og Henrik Glud og hans hold vil bidrage med stor erfaring og knowhow, udtaler direktør Henrik Fugmann i et opslag på virksomhedens Facebook-side og uddyber:
– Henrik Glud kommer med 35 års erfaring som el-installatør, og han vil blive en værdifuld faktor i at skabe de bedst mulige løsninger for vores kunder i de kommende år.
Henrik Glud er glad for nu at blive en del af et større team:
– Jeg har savnet at kunne tilbyde mine kunder et bredere og dybere teknisk niveau, og det er nu blevet en realitet i FUGMANN, hvor jeg blandt andet kan tilbyde CTS-løsninger, brandsikring og intelligente løsninger på et højt niveau.
FUGMANN, der beskæftiger 125 medarbejdere, varetager professionelt en bred vifte af serviceopgaver, der spænder fra dagligt vedligehold af industrielle anlæg over fast service i kontorbyggerier og medicinalindustrien til arbejde i fredede bygninger, der kræver det ypperste faglige håndelag.
Kompetencerne spænder over en særdeles bred vifte lige fra adgangskontrol og dørtelefonanlæg over intelligente installationer, CTS og netværksinstallationer til brandsikring, flugtvejsbelysning og forsyningsanlæg.
Samtidigt har FUGMANN en stor erfaring med store entrepriser indenfor erhvervs-, infrastruktur- og boligbyggeri.