-
El
-
VVS
Hvis din virksomhed skal være med i konkurrencen om de bedste medarbejdere i fremtiden, skal du skabe en kultur, hvor ligestilling, mulighed for selvbestemmelse og fokus på sundhed er naturligt.
Hvis din virksomhed skal være med i konkurrencen om de bedste medarbejdere i fremtiden, skal du skabe en kultur, hvor ligestilling, mulighed for selvbestemmelse og fokus på sundhed er naturligt.
Kulturen på danske arbejdspladser ændrer sig løbende. Nogle gange går det langsomt og andre gange går det lynhurtigt. De seneste 25 år er der for eksempel sket store ændringer, når det gælder tobak- og alkoholkultur. Næste bølge af ændringer, som allerede er i gang på nogle arbejdspladser, kommer til at forgå inden for områder som ligestilling, sexisme og sundhed, vurderer Marianne Levinsen (billedet), som er fremtidsforsker i Fremforsk – Center for Fremtidsforskning.
Hun har årelang erfaring i at tale om kulturforandringer i håndværkerbranchen og er opvokset med en morfar, der var selvstændig vvs-installatør i årtier og oldermand. Hendes opfordring til branchens virksomheder er, at de skal være på forkant med forandringerne, hvis de vil tiltrække kvalificerede, yngre medarbejdere.
- Fremtidens håndværker vil arbejde et sted, hvor kulturen er sund og behagelig for alle, trods forskellighed. For de nye generationer er ligestilling og respekt for forskellighed i form af køn, etnicitet, alder og tro det naturligste i verden. Derfor bliver det i langt højere grad kulturen i virksomheden, der bliver det afgørende parameter for dem, siger hun.
Virksomhederne skal med andre ord forholde sig bevidst til, hvad et godt arbejdsklima er, og hvordan man opretholder det, forklarer Marianne Levinsen.
- Det er lederens ansvar at gå foran, når der skal ryddes op i kulturen. Det kan man gøre på mange måder, men det kan ikke ske uden, at mester selv leder an ved at ’walk the talk’. De unge generationer er meget mere bevidste og opmærksomme på, hvordan man for eksempel taler om det modsatte køn. I en tid, hvor håndværkerbrancherne mangler arbejdskraft og ønsker sig flere kvinder i deres fag, er det jo en god idé at indarbejde et socialt klima og en omgangstone, hvor alle føler sig trygge, siger hun.
Nøgne damer passé
Særligt når det gælder en seksualiseret kultur på arbejdspladsen, er handling afgørende. Kunderne og det omgivende samfund vil - i lighed med medarbejderne – forvente, at virksomhederne følger med tiden, mener Marianne Levinsen.
- Tiden, hvor det var hyggeligt med lummer humor og nøgenkalendere på væggen i virksomheden, er endegyldigt forbi. På samme måde som vi engang også holdt op med at drikke øl til frokost og heller ikke ryger inden for længere. Fremtidens arbejdspladser vil i høj grad blive vurderet på, om de har en moderne tilgang til gensidig respekt mellem kønnene. Formår lederen ikke at holde styr på det, vil virksomheden virke umoderne, mener Marianne Levinsen.
Peter Lund Olsen, der er ejer af Knudsker El på Bornholm, er en af de virksomhedsejere, der allerede har oplevet, hvordan en uheldig nøgenkalender gav uønsket opmærksomhed.
En dag delte en bornholmer et billede på Knudsker-el’s Facebookside. Billedet var taget ind igennem forruden på en ansats firmabil, og på bagvæggen hang en nøgenkalender. Facebook-opslaget var påført teksten: ”Er I særligt vilde med datoer i Knudsker-el?”.
- Jeg tænkte ”for helvede altså”. Den slags er så meget imod mine faglige principper og mit kvindesyn. Jeg kunne næsten ikke være i min krop af frustration, så jeg tog fat i medarbejderen med det samme, viste ham opslaget og bad ham fjerne kalenderen. Jeg forklarede ham så, hvilke signaler det sender om min virksomhed, når han handler så ubetænksomt. De samme informationer fik hele virksomheden - og ingen er i dag i tvivl om, at det er langt under, hvad jeg forventer af dem som ansatte i en moderne virksomhed, siger Peter Lund Olesen.
Ansættelse kræver sund profil
Marianne Levinsen mener også, at de stærkeste virksomheder i stigende grad vil begynde at fokusere på medarbejdernes sundhed.
- Virksomhedsledere vil i stigende grad vurdere medarbejdere på, om de kan varetage deres job qua deres sundhedsmæssige vaner - om de holder for mange rygepauser og er for langsomme op ad trapperne, er for overvægtige til at udføre nogle opgaver eller er for ofte syge. Det vil blive lige så normalt at bede medarbejderne om at tabe sig, som det i dag er at bede dem om at tage rent arbejdstøj på, siger hun.
[caption id="attachment_47657" align="alignright" width="289"] Det er svært at vurdere, om man skal blande sig i en medarbejders vægt, lyder det fra Peter Lund Olsen, der er ejer af Knudsker El.[/caption]
Det med at stå i et dilemma som virksomhedsleder i en tid, hvor forandringerne stadig er nye, kender Peter Lund Olsen i Rønne på Bornholm alt til.
- Jeg har sendt medarbejdere til psykolog og bedt enkelte om at bade oftere. Den ligger til højrebenet, for det er synligt for alle, at der skal handling til. Men når det kommer til rygning og vægt, er det mere kildent. Disse sundhedsting betragtes som folks privatliv, og hvornår kan jeg som leder tillade mig at blande mig i det?, spørger han retorisk og fortsætter:
- Vi havde for eksempel engang en medarbejder ansat, der ikke længere kunne bruge sine knæ pga. overvægt og derfor ikke kunne kravle op på stiger eller bukke sig ned, hvorfor han måtte stoppe. Men hvornår skulle jeg som leder have taget fat i den medarbejder? Da han var lidt eller medium overvægtig? Den slags ting er svære at håndtere i praksis, for man vil jo ikke såre folk eller overskride deres personlige grænser, siger Peter Lund Olsen.
I vvs-virksomheden Petrowsky, der har hovedsæde i Vejle, har man længe haft fokus på sundhed og træning, hvorfor medarbejderne tidligere har fået betalt halvdelen af deres medlemskab til fitnesscenteret, og virksomheden desuden har haft alle medarbejdere igennem en helbredsundersøgelse.
[caption id="attachment_47660" align="alignright" width="339"] Lars Petrowsky, der er indehaver af vvs-virksomheden Petrowsky, har tidligere sendt alle medarbejdere til helbredsundersøgelse.[/caption]
- Her var der nogle, der fik et seriøst wake-up call. Flere stoppede derefter med at ryge og begyndte at spise sundere, men med tiden falder ting jo tilbage til deres vante gang. Vi forsøger dog at være tydelige om vores ønsker til medarbejdernes sundhedsvaner, og vi opfordrer alle medarbejdere til at kvitte smøgerne og støtter gerne et rygestop-kursus økonomisk, siger indehaver Lars Petrowsky.
Marianne Levinsen mener, at virksomhederne bør være bevidste om medarbejdernes sundhed allerede i dag.
- Alt andet vil svare til, at man for 10 år siden havde afvist digitaliseringen som en fiks ide. Udvikling sker, og tendenser slår igennem, og derfor er man som virksomhedsleder nødt til at omfavne fremtiden og implementere den gradvist i virksomhedens kultur, konstaterer hun.
Hverdagen er en holdindsats
Fremtidseksperten spår også, at medarbejderne i håndværksfagene vil blive mere selvstændige og bedre kommunikerende, end tilfældet er i dag.
- Håndværkerne vil i stigende grad blive deres egen projektleder på opgaverne og skulle drible med bolden, holde styr på forløbet og følge op, altså holde kunden i hånden igennem sagen.
Den udvikling ser Peter Lund Olsen allerede i dag. Selvom yderområder har ry for at være længere tid om at adoptere de større byers udviklingstendenser, oplever han i dén grad, at hans medarbejdere går på arbejde for andet end bare at få det overstået.
- De sidste tyve år er der virkelig sket en positiv udvikling i, hvordan vi arbejder, samarbejder og kommunikerer. Vores hverdag bærer præg af en fladere ledelsesstruktur, et mere respektfuldt samarbejde og en større personlig dedikation for at løse en opgave godt og for at spille fællesskabet stærkt.
Peter Lund Olsen oplever, at hans medarbejdere er oprigtigt interesserede i deres arbejdsplads og forventer inddragelse.
- De vil vide, hvordan det ser ud regnskabsmæssigt, hvilken strategi vi følger og hvilket arbejde, vi har i pipeline. Derfor er vores informations-flow i dag markant større end for bare få år siden, fortæller Peter Lund Olsen.
Samme oplevelse har Lars Petrowsky. Hans godt 50 medarbejdere møder hver dag digitalt ind og servicerer både erhvervs- og privatkunder i hele oplandet.
- Vores måde at løse opgaverne på i dag er i langt højere grad en holdindsats. Hvor man tidligere var en svend, der modtog en ordre fra sin mester, som man så blindt udførte, oplever jeg i dag, at mine folk i høj grad viser et selvansvar, når de er ude hos kunderne. De går ind i sagen og opgaven og tænker og agerer selvstændigt, siger han.
Især de unge medarbejdere er bærere af den kultur, oplever han.
- De unge vil have en hverdag med mening. De vil være med på en faglig rejse, hvor det ikke bare handler om at få arbejdsdagen overstået, men om hvordan vi agerer dagen igennem og folder vores faglighed ud. I vores virksomhed taler vi eksempelvis meget om klima og bæredygtighed og om, hvordan vi bedst muligt inkorporerer det i vores hverdag. Medarbejderne skal med på råd, og vi skal selv gå forrest i den grønne udvikling, som vi som branche selv skal etablere og installere, siger Lars Petrowsky.