-
El
LED-belysning med strøm gennem datakabler er i hastig udvikling. Installatørerne skal derfor være opmærksomme på at give fagligheden en it-indsprøjtning.
450 LED-armaturer indsamler data og giver lys over kontorlandskabet i projekthuset Gate 21 i Albertslund.
Kombinationen af data og strøm i samme kabel definerer PoE-teknologien (Power over Ethernet), der er brugt til de mange armaturer. På den måde kan man spare både strømforsyning og ledning. Et datakabel mellem switch og LED-armatur er nok. Det betyder, at it-folk i princippet kan lave en del af det arbejde, der ellers har været forbeholdt elektrikerne. Alligevel behøver de ikke at frygte arbejdsløshed, lyder det fra producent.
- Jeg er ikke så bekymret på installatørernes vegne. Det er noget med at flytte fokus fra lysinstallationer til it-installationer, men elektrikerne kan stadig viderebringe deres erfaringer. Det handler blandt andet om, hvor langt man må trække ledninger, siger Kim Nielsen, product marketeer hos Signify.
Følg udviklingen
Signify er den del af Phillips, som arbejder med lys, og her er der i disse år flere udviklingsprojekter med PoE-belysning. Blandt andet i Albertslund som var det største projekt af sin art i Norden, da det blev sat op for to år siden, men siden er der skudt andre større projekter i gang i blandt andet Norge. Særligt LED-armaturerne udvikler sig hurtigt i disse år, og det gør kun fordelene ved teknologien større.
Hos TEKNIQ Arbejdsgiverne følger teknisk konsulent Mads Risgaard Knudsen også udviklingen af PoE-belysning med interesse. Han opfordrer medlemmerne til at gøre det samme.
– Det er ikke fordi, at det er svært at lave, og rigtig mange af vores medlemmer har allerede lavet en masse bolignetværk tidligere. Nu kan man så også bruge datakablingen til energiforsyning til andet end internettelefoni og kameraer, siger Mads Risgaard Knudsen.
Og selvom man kan lave arbejdet uden autorisation, så kræver det alligevel, at man kender installationsbekendtgørelsen, påpeger Mads Risgaard Knudsen.
Stort potentiale
I Albertslund er testprojektet en prøveklud for at få erfaringer med potentialet i teknologien i virkelighedens verden. Armaturerne har sensorer, som løbende overvåger brugen af kontorlokalerne og styrer lysniveauet. Den store mængde data giver værdifuld viden om brugen af bygningen, så man kan udnytte resurserne bedst muligt. Det kan være at spare på både lys og rengøring i områder som sjældent bliver brugt eksempelvis. Albertslund Kommune er en af parterne i projektet og håber med tiden at kunne brede teknologien ud til alle kommunens bygninger.
- Som kommune vurderer vi, hvilke teknologier vi skal bruge. Mange af løsningerne er blevet driftsikre i forhold til for bare få år siden. Og jo mere data, vi kan få ud, jo mere har vi at handle efter. Derfor er det meget givtigt at teste det af ’in real life’ her, siger Helene Qvist, projektleder i Albertslund Kommune.
Signify henviser selv til projektet The Edge fra Amsterdam, som har kørt i flere år. I den gamle kontorbygning var der 1600 medarbejdere på 24.000 kvadratmeter. Det kostede 15 euro per kvadratmeter at belyse. I den nye bygning er 2700 medarbejder fordelt på 20.000 kvadratmeter til en pris af blot 4,5 euro per kvadratmeter.
- Det er ikke et spørgsmål om, at få flere medarbejdere ind på færre kvadratmeter. Medarbejderne har ikke mindre plads hver især, men man kan simpelthen udnytte arealet meget bedre, siger Kim Nielsen.
PoE-løsningen består af en switch, hvorfra der bliver sendt strøm via datakablerne til LED-armaturerne. En række sensorer leverer data den anden vej om brugen af lokalerne gennem de samme kabler.