-
El
-
VVS
-
Industri
-
Beslagsmede
Et kuld nye installatører blev i går fejret hos Solar i Brøndby. Blandt andet med opfordring til at se sig selv som fremtidens klimahelte, lød det fra TEKNIQ Arbejdsgivernes direktør.
En efter en blev de kaldt ind i auditoriet for at modtage deres eksamensbevis. Familie og venner holdt taktfast klapsalverne i gang for at hylde de i alt 17 nyudklækkede installatører fra Solar School i Brøndby mandag eftermiddag.
Men de nye dimittender repræsenterer også mere end blot beviset for at have uddannet sig til elinstallatør på deltid. De er klimahelte til gavn for Danmarks fremtid, gjorde TEKNIQ Arbejdsgivernes direktør hurtigt klart i sin tale.
- Vi ved ikke, hvordan verden kommer til at se ud, men det eneste, der er givet, er, at klimaforandringer er kommet for at blive. Storheden i jeres daglige arbejde er, at I skal ud og hjælpe med at løse den opgave, sagde Troels Blicher Danielsen, adm. direktør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Et års solcellesalg på en måned
Han ridsede de dystre fremtidsscenarier op i forhold til klimaforandringer og vandstandsstigninger, men gjorde samtidig en del for at pege på de forretningsmuligheder, der kun vil vokse sig større. Se for eksempel på varmepumpemarkedet, som i år forventes at ramme rekordhøje 44.000 solgte enheder. Omvendt er der lang vej til at nå i mål med de cirka 400.000 bygninger, der i dag bruger olie- eller gas til opvarmning, forklarede direktøren.
- Vi er ansat i den grønne branche - ikke byggebranchen – uanset om det så er i forhold til industri eller boliger. Jeg tror, at det er vigtigt at have det mindset, sagde Troels Blicher Danielsen.
Og selvom byggeaktiviteten skulle tage et dyk i den nærmeste fremtid, så vil der stadig være masser af ordrer i renovering og den grønne omstilling af samfundet de næste mange år, lød det fra direktøren.
Samme tankegang fulgte Søren Højholm Sørensen, regionsdirektør i Solar, da han også skulle give de nye installatører et par ord med på vejen.
- I sidste måned solgte vi flere solceller end hele sidste år. Gas- og oliefyr bliver i stor stil udskiftet til varmepumper, og belysning har også et stort potentiale. Mulighederne er der, og I har kompetencerne, sagde Søren Højholm Sørensen, regionsdirektør øst i Solar.
Solar uddanner i hovedstadsområdet elinstallatører på deltid via et samarbejde med Københavns Erhvervsakademi (KEA).
Adm. direktør i TEKNIQ Arbejdsgiverne, Troels Blicher Danielsen, holdt tale til de nyudklækkede elinstallatører.