-
El
-
VVS
Johan Vieth fra JV Ventilation har ingen printer. Han har til gengæld en masse visioner for, hvordan man bedst muligt indretter en arbejdsplads, der er digital, lean og sikrer et godt arbejdsmiljø for de ansatte.
En progressiv digital tilgang sikrer ventilationsvirksomheden fra Roskilde mere tid til kunderne og færre misforståelser i hverdagen. Med iPads og digitale pilottjeklister i baghånden kan medarbejdere og ledelse lynhurtigt være opdateret på ændrede forhold og undgå spildtid.
Når Johan Vieth, direktør i JV Ventilation, fremhæver, at de ikke har en printer på arbejdspladsen, ved han godt selv, at det er en forsimpling af det digitale setup, han har fået etableret. Men det er et godt billede på, hvad virksomheden aktivt har gjort for at sikre en papirløs, digital virksomhedskultur.
- Der er mere tid til rådighed, både på kontoret men også hos gutterne i marken. Hvilket er federe for mig, men det er også federe for kunderne. For den tid jeg sparer, kommer i sidste ende kunderne til gode, da det gør, at jeg kan levere et bedre produkt, siger Johan Vieth.
Pilottjeklister og digitale tegninger
Der er ingen tvivl hos hverken kunder eller medarbejdere hos JV Ventilation. Tvivl skaber forvirring, utilfredshed og uheldige situationer, så det har man minimeret med digitale værktøjer, der gør hverdagen lettere. Et af dem er de såkaldte pilottjeklister, der er lavet af Johan Vieth selv for at skabe struktur og tryghed for medarbejderne. Det er en digital tjekliste, der trin-for-trin guider medarbejderen igennem opgaverne, så de allerede inden de har taget værktøjet ud af bilen, kan lokalisere problemer, inden de udvikler sig. Installationen har de selv tjek på, men listerne hjælper med, at man eksempelvis får taget billeder, inden monteringen går i gang.
Og det er ikke kun medarbejderne, der nyder godt af den digitale tilgang. Digitale tegninger gør, at kunderne kan forholde sig til produktet og komme med eventuelle indvendinger, inden det er for sent. Det gør det nemmere for en frisør at forholde sig til ventilationsanlægget, når de kan se rørene tegnet ind på billeder af salonen.
Illustration til en frisør. Digitalt tegnede rør på et billede taget af kunden selv, medfører en klar forventningsafstemning.
Og der er noget at hente ved en tydelig forventningsafstemning. JV Ventilation oplever nærmest nul reklamationer, da kunden ikke er i tvivl om, hvad de får, og hvordan det ser ud, også selvom nærmest 90 procent af kunderne ikke ved noget som helst om ventilation i forvejen. Og når der ikke er nogen fysiske tegninger, og alt er målt digitalt, kan man også regne med, at alle mål er opdaterede og præcise.
- Vi kan rykke hurtigt, når der sker ændringer i byggeplanen. Både fordi vi er hurtigere til at opdage opdateringer og omstille os, da vi har det hele digitalt, men også fordi, at vi helt lavpraktisk har vores ting på hjul på byggepladsen. Det, andre bruger en hel dag på, det bruger vi en halv time på, siger Johan Vieth.
Ordentlige forhold på byggepladsen
Udover at have al materiel på hjul, så det er nemmere at flytte, så medbringer firmaet også arbejdsborde til byggepladsen, så medarbejderne ikke skal ligge på knæ og arbejde. Og hvis der endelig skal løftes tungere ting, så bliver der hyret professionelle flyttefolk til at tage sig af det:
- Det er klart, at det er en fordel, at vores arbejde ikke går i stå på byggepladsen. Men det er endnu vigtigere, at arbejdsmiljøet fungerer, og at mine ansatte slipper for unødige løft. For mig er det helt enkelt, tingene skal være på hjul, så man ikke skal bruge kræfter og energi på at flytte tungt materiel rundt, siger Johan Vieth.