-
Industri
-
El
-
VVS
-
Beslagsmede
Et skole-besøg hos Næstved Fjernvarme har udviklet sig til et vigtigt samarbejde om fjernvarmeudstyr på vvs-energiuddannelsen hos EUC Sjælland i Næstved. Brugte rør, hovedhaner og målere blev reddet fra skrotning og indgår i stedet i undervisningen.
På uddannelsen i Næstved laver eleverne flere forskellige installationer på fjernvarme, så de får et bredt indblik i virkeligheden. Noget af det, som eleverne arbejder med, er indregulering. Det betyder kort, at man måler det rigtige flow i anlægget - og justerer dette i de enkelte rum i en bolig.
- Det uddanner vi eleverne til at være dygtige til via vores fjernvarmecertifikat. Så derfor er det vigtigt, at vi har fået adgang til udstyret. Vi kan nu sikre vores elever en fyldestgørende undervisning, hvor de arbejder med det udstyr, som de møder ude i virkeligheden, siger underviser Thomas Saltoft Søndergaard Malm.
Samarbejdet startede dog et helt andet sted, nemlig hos Claus Müthel, som er faglærer på smedeuddannelsen. Han søgte brugte rør, som hans elever kunne øve svejsning på. Det kunne Næstved Fjernvarme sagtens hjælpe med.
12 paller guld
Claus Müthel besøgte lagret, hvor 12 paller genbrugsguld i form af tavler og målere bare stod og ventede på at blive sendt til skrot. Men hvorfor skrotte noget, der kan komme andre til gavn? Derfor blev Hüthel spurgt, om det var noget EUC Sjælland kunne bruge? Og det blev et ja fra vvs-energi.
EUC Sjælland har ifølge en pressemeddelelse den højeste bestå-rate på fjernvarmecertifikat på landsplan - og det forpligter. For at holde niveauet arbejder uddannelsen på at få flere samarbejder i gang med blandt andet Danfoss og Grundfos, oplyser skolen.