-
El
-
VVS
-
Industri
-
Beslagsmede
Thomas Warburg skriblede en løs idé ned på en serviet, og nu er virksomhedens mobile gasfyr klar til at gå fra kolonihaver og festivaler til resten af verden.
Det hele begyndte, da et volleyballhold fra Hvidovre skulle lange burgere over disken på Roskilde Festival. Til den slags arrangementer er der behov for midlertidige gasinstallationer, hvis man vil holde grillen kørende lidt længere eller nå at få lidt ekstra opvask med. Thomas Warburg fra Warburg VVS & Kloak Ekspres ville gerne hjælpe volleyballklubben, der gør en særlig indsats for udsatte unge, så han begyndte at arbejde på en mobil, midlertidig gasinstallation, der kunne komme med på festival. Det resulterede i det mobile gasfyr Pure Heat.
- Alle gasproducenter sagde, at det ikke kunne lade sig gøre - og så blev jeg jo lidt stædig. Jeg begyndte at tegne og notere på en serviet og fandt en løsning, siger Thomas Warburg fra Warburg VVS & Kloak Ekspres.
Det, der startede som en god idé på servietten, blev hurtigt noget, som Warburg VVS & Kloak Ekspres kunne se var endnu smartere, end de først havde regnet med. PureHeat blev en god, brugbar løsning for de husstande, der for eksempel er nødsaget til at skifte varmeløsning, mens de venter på en kommende fjernvarme-konvertering.
Servietten, der startede det hele, er i dag indrammet.
Ifølge Christina og Thomas Warburg, som ejer Warburg VVS & Kloak Ekspres, er det den perfekte midlertidige løsning, da den kan opsættes på halvanden time, fylder minimalt (to meter høj og halvfjerds meter bred) og både kan stå ude og inde. PureHeat har tre til fem års levetid og kan også opsættes af andre installatører, hvilket bidrager til produktets fleksibilitet, og allerede nu samarbejder Warburg VVS & Kloak Ekspres med flere andre installationsvirksomheder.
Læs nærmere om, hvad man skal være opmærksom på ved midlertidige gasinstallationer.
Gennem patentnåleøjet
- I starten vidste vi slet ikke, at det var en opfindelse. Først derefter skulle vi i gang med at indhente patenter, og nu er vi så kommet igennem nåleøjet og er klar til at tage det næste skridt, siger Christina Warburg.
PureHeat er patenteret både i Danmark og i EU. Især det tyske marked er interessant for selskabet, da Tyskland står over for 40 millioner konverteringer til fjernvarme. Samtidig er der for nylig blevet vedtaget en lov, der gør, at man ikke må købe gasfyr, hvis man skal overgå til fjernvarme – dette gælder dog ikke mobile løsninger, hvilket skaber et kæmpe marked for PureHeats mobile løsning.
Derfor har Thomas og Christina også været forbi Frankfurt til ISH-messen for at udbrede kendskabet til deres opfindelse. Polen og Ukraine, der også har brug for midlertidige løsninger, er også i proces.
- Egentlig skulle det jo bare hjælpe knægtene i volleyballklubben, så de sparede lidt penge. Men så tog det fart, og vi så, at der var en hel del andre muligheder i produktet, siger Thomas Warburg.
Udover det kommende udlandseventyr arbejder Thomas og Christina Warburg også på at få en fod inden for i forsikringsbranchen og at øge kendskabet til deres produkt blandt andre installatører.