-
Industri
Tom Bille er gået hele vejen fra arbejdsdreng til direktør og medejer på GSM Maskinfabrik. Nu har Grenaa-direktøren været 50 år på virksomheden, der fylder 100 år. Mange ansatte har været ansat i 30-40 år. Frihed under ansvar, god stemning og en solid bonus i gode år fastholder folkene på havnen.
Tom Bille har lovet både gutterne ude på værkstedet og folkene hos den største kunde – reparationsværftet Rohde Nielsen på havnen i Grenaa – at han bliver i direktørstolen fem år mere til han fylder 70. Ingen kan rigtigt forestille sig GSM Maskinfabrik uden den smilende, travle jyde, der konstant taler i mobiltelefon med kunder og medarbejdere.
Godt nok er Tom Bille direktør af navn, men af gavn er han fortsat værkfører og styrer den ustyrlige dagligdag på maskinfabrikken med 25 mand på havnen i Grenaa. Med et reparationsværft som den største kunde er GSM Maskinfabrik kun sikker på en ting, når de møder ind kl 6.30:
Dagen bliver aldrig helt som planlagt. Og så må Tom prioritere om blandt opgaver og arbejder. Det lyser ud af den energiske jyde, at han elsker dette samspil og samarbejde imellem kunder og de ansatte.
- Jeg har et lille kontor på værkstedet. Der vil jeg helst være. Her hos os skal man som medarbejder gerne kunne holde til, at man skal gå til og fra en større smedeopgave 10-15 gange, fordi der kommer noget, der er vigtigere for kunderne at få lavet og leveret, siger direktøren.
-
Fakta GSM Maskinfabrik
Etableret 1923
Flytter 1986 fra midtbyen til havnen i Grenaa
Direktør: Tom Bille
Ejere: Tom Bille og Esben Møller
Ansatte: 25
Hovedkunder: Rohde Nielsen, DISA, Farvandsvæsenet
Web: www.gsm-as.dk
Tom Bille kom til GSM i 1973 som bare 15-årig arbejdsdreng. Metalsløjd og gymnastik havde været favoritfagene i skolen, men i 9. klasse blev forældre og lærer enige om, at det nok var bedst, at Tom kom ud af klassen og ind på en virksomhed i stedet. Det var det helt rigtige for den urolige dreng på skolebænken.
- Vi var en 3-4 stykker, som ikke fortsatte i skolen. Rent faktisk har vi alle efterfølgende drevet virksomhed her i Grenaa. Det kan man da godt tænke lidt over, smiler Tom Bille, der i dag er 65 år.
Sandtragter i 45 år
Da han kom i lære, var noget af det første han arbejdede med at svejse sandtrakter til støbe-opgaver til DISA. På en rundtur i GSM i dag møder vi lærlingen Daniel Henriksen, som står foran en række færdigt producerede sandtrakter. DISA – tidligere kendt som Dansk Industri Syndikat – er stadig her 45 år senere kunde til denne del af de maskiner, der eksempelvis støber produkter som bremseskiver etc. til langt de fleste af verdens biler.
Helt tilbage i 70’erne mødte Tom Bille også for første gang Esben Møller fra HSM Industri. De to gik på teknisk skole samtidig og kunne følges ad til skolen i Thisted i Esbens fars folkevogn. De to går stadig på jagt sammen – og ejer GSM Maskinfabrik sammen.
Sønnen i ejerkredsen
Overvejelserne om generationsskiftet på direktørposten og ejerandelen er ved at udmønte sig i en plan. Tom Billes søn Jonas Bille indgår i planen sammen med to andre nuværende medarbejdere. Jonas er uddannet smed, men tegner og projekterer opgaverne hos GSM.
- Jeg holder nok aldrig op med at komme her. Det kan jeg jo nok ikke. Men jeg kunne da godt tænke mig at holde tre ugers ferie og få lidt mere tid til at køre på mine veteranknallerter, biler og motorcykler, siger Tom Bille med et grin.
Lige nu venter en uges cykelferie ved Mosel-floden i Tyskland. Ellers bliver fritiden også brugt på jagt. Og der er også fritid til daglig. På de fleste hverdage møder Tom ind kl 6.30 og går omkring kl 16, så der er tid til andet end arbejde.
Solid bonus
Mange af medarbejderne nævner et årstal i 1980’erne, når man går rundt og taler med dem om, hvornår de kom til GSM Maskinfabrik. Op imod 40 års ansættelse skyldes, at medarbejderne har stor indflydelse på deres daglige arbejde. En medarbejder kan ofte få en opgave, tage til kunden og se på arbejdet - og så selv løse udfordringen.
De dygtige medarbejdere kan så til gengæld glæde sig over en solid bonusordning bundet op på det årlige overskud i GSM Maskinfabrik. Det er en ekstra attraktion ved at være ansat på virksomheden. Og der har været overskud samtlige 27 år under Tom Billes medejerskab. Opsøgende salg bedriver virksomheden ikke. De tre kunder Rohde Nielsen, DISA og Farvandsdirektoratet lægger tilsammen beslag på kapaciteten.
Alle forventer fleksibilitet, så der kan svært bookes flere kunder ind.
Festen venter
Lige nu ryddes der op og males på Kattegatvej i Grenaa. Der er inviteret til festlig dag, når virksomheden og direktøren fejrer henholdsvis 100 og 50 år den 1. september.
- Jeg ved ikke helt, hvor de 50 år er blevet af, lyder det smilende fra Tom Bille, men de grå lokker og det grå overskæg tyder på, at tallet nok passer.
For 45 år siden lavede Tom Bille sandtragte til DISA som lærling. I dag er det lærlingen Daniel Henriksen,, der er i gang med dette speciale fra GSM.
Produktion af et sandsugersystem er igang - men Tom Bille tager ofte folkene fra en opgave for at klare en presserende opgave for sine tre kenekunder.