-
Industri
-
El
-
VVS
-
Beslagsmede
Der er på fem år blevet 13 færre lokalforeninger under TEKNIQ Arbejdsgiverne siden hovedforeningernes fusion i 2019. Fusioner på tværs af fagområder, geografi og kultur tager tid, men resultatet er stærkere lokalforeninger. Arbejdsgiverne Nord og Arbejdsgiverne Himmerland fusionerer som de næste på en generalforsamling i weekenden.
”Arbejdsgiverne Nordjylland” bliver navnet på den nye lokalforening. Fusionen skal vedtages på generalforsamlinger på Skaga Hotel i Hirtshals lørdag. Sammenlagt vil de to foreninger have 104 virksomheder. I et fusionspapir udpeger nordjyderne en række klare mål med den kommende fusion.
- En større enhed med møder og kurser tilpasset de forskellige virksomhedstyper
- At tale med større vægt i lokale og regionale spørgsmål
- Økonomi til foredragsholdere i topklasse
- Størrelse og økonomi til netværk
- En stemme i TEKNIQ Arbejdsgivernes bestyrelse.
Foreningsliv under pres
De mange fusioner imellem lokalforeningerne er ifølge underdirektør Nicolai Siegumfeldt et resultat af hele den udvikling, som har ramt hele forenings-Danmark. Nogle foreninger stortrives med mange tilbud til medlemmerne, men andre er ramt af vigende interesse for at deltage i aktiviteter og i de frivillige bestyrelser.
- Mens der er masser af aktivitet i flere lokalforeninger, så er der også nogle foreninger, som er blevet sværere og sværere at drive. Der kommer for få medlemmer til møder og arrangementer. Samtidig har generalforsamlinger ofte været præget af, at alt for få vil lave et stykke frivilligt arbejde i en bestyrelse. Flere af disse foreninger har oplevet en revitalisering efter en fusion med stærkere økonomi, bedre opbakning fra medlemmerne, flere aktiviteter og stærkere gennemslagskraft, siger underdirektør Nicolai Siegumfeldt, TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Bestyrelsen måtte halveres
Formand Lars Nielsen fra Arbejdsgiverne Himmerland glæder sig til lørdagens kommende fusion på Skaga Hotel. Hans bestyrelse måtte skæres ned fra ni til fem personer pga. manglende kandidater. Og til flere forenings-arrangementer er der kun kommet tre til fire medlemmer ud over bestyrelsen.
- Fusionen er et skridt i den rigtige retning. Men jeg kan godt gå og tænke på, hvordan det vil se ud om fem år. De unge kan vi ikke få til at komme til vores arrangementer. De finder deres information på nettet – og kontakter evt. arbejdsgiverforeningen direkte for at få rådgivning. De går ikke til kollegerne, siger Lars Nielsen, der driver Sørup VVS-Service.
Geografi er en anden udfordring. Arbejdsgiverne Nordjylland vil dække fra Mariager Fjord til Skagen.
- Sidste år inviterede flere foreninger 300 virksomheder heroppe til et vvs-fagligt arrangement. Der kom 18 deltagere. Vi mangler opbakning. Det er lidt frustrerende, siger Lars Nielsen.
Arbejdsgiverne Nordjylland efter fusionen
-
104 medlemsvirksomheder,
54 fra Arbejdsgiverne Nord
50 fra Arbejdsgiverne Himmerland
Bestyrelse: 7 personer
Formue: 500.000 kr
Kontingent: 1.500 kr
Fusionen: Virkning fra 1.1 2024
Nye roller
Ved fusionen imellem de to hovedforeninger i 2019 blev der ikke taget beslutninger om strukturen for de dengang 47 lokalforeninger.
- Ved fusionen stod vi med tre forskellige strukturer for lokalforeninger: Det var tre forskellige opgaver, tre forskellige samspil med hovedforening og tre forskellige kulturer blandt de 47. Det er klart, at det tager tid at finde en fælles tilgang til, hvad det vil sige at være lokalforening. Vi i sekretariat hos TEKNIQ Arbejdsgiverne har også skullet finde vej i, at der var meget forskellige forventninger til, hvad vores rolle skal være, siger Nicolai Siegumfeldt.
Det lokale netværk
TEKNIQ Arbejdsgiverne arbejder systematisk på at styrke og effektivisere samspillet med og rådgivningen af medlemmerne med digitale værktøjer. Det sker først og fremmest på tekniq.dk, hvor den digitale rådgiver KVIQ døgnet rundt besvarer medlemmernes spørgsmål om alt fra arbejdsmiljø til personale jura. Her kan medlemmerne bag login hele tiden følge med i branchens udvikling og tage den direkte dialog med TEKNIQ Arbejdsgiverne.
- Det er effektiv kommunikation med medlemmerne. Men i en digital tid er der også et behov for at samles ansigt til ansigt. Medlemmerne har brug for relationer og netværk, hvor faglige og menneskelige udfordringer kan drøftes med personer, man kender. Her har lokalforeningerne fortsat en stor rolle at spille. Det er værdifuldt at mødes, trykke hinanden i hånden og dele viden og ideer med kolleger. Netop derfor har lokalforeningerne fortsat en vigtig rolle at spille i TEKNIQ Arbejdsgiverne, siger underdirektør Nicolai Siegumfeldt.