-
Industri
-
VVS
-
El
Hvis faglærte elektrikere, vvs’ere og uddannede inden for industrien vil ud at prøve kompetencerne af i andre brancher, så er Forsvaret det mest populære valg for alle grupper. Mest populært er militæret blandt elektrikerne.
Et klart flertal af de faglærte i Danmark starter karrieren i de brancher, de er uddannede i. Men undervejs i karrieren prøver omkring 60 procent faktisk deres kompetencer af i helt andre brancher, når man ser på tallene for elektrikere, vvs’ere og industri-uddannelser.
I gennemsnit vælger godt syv procent at tage et job inden for forskellige grene af militæret, hvor deres kompetencer er til gavn ved alt fra almindeligt vedligehold til specialopgaver.
Attraktive faglærte
Tallene fremgår af en karriererapport, som Moos-Bjerre A/S har lavet for TEKNIQ Arbejdsgiverne, Dansk El-Forbund og Blik- og Rørarbejderforbundet om de unge faglærtes karriereveje efter endt uddannelse. I TEKNIQ Arbejdsgiverne er der både glæde og en smule bekymring over Forsvarets interesse for de faglærte.
- Denne undersøgelse understreger endnu en gang, hvor attraktive de faglærte er på det nuværende arbejdsmarked. Det er grundlæggende positivt, at vores medlemsvirksomheder uddanner arbejdskraft, som er attraktive i mange andre end bare de klassiske brancher og virksomheder. Men det øger også konkurrencen og behovet for at uddanne endnu flere unge.
Det siger underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne Maria Schougaard Berntsen og peger på, at ud over Forsvaret, så er flere faglærte også en nødvendighed for eksempelvis medico-industrien og hele den grønne omstilling.
Oprustning
- Puljen af nyuddannede faglærte må og skal derfor vokse i de kommende år. Landet har behov for flere – mange flere – faglærte til store opgaver de kommende år. Forsvaret opruster jo for over 200 milliarder kroner og får formentlig behov for langt flere faglærte i den proces, siger Maria Schougaard Berntsen.
-
22.000 i Forsvaret
Forsvaret er en anderledes arbejdsplads med ca. 22.000 ansatte - både med og uden uniform.
Uden for uniform søger forsvaret løbende akademikere, kontoruddannede eller håndværkere fremgår det af websitet ”Job i Forsvaret.”