-
El
-
VVS
-
Industri
-
Beslagsmede
TEKNIQ Arbejdsgiverne råder vvs-installatørerne til at undersøge forsikringsbetingelserne i entreprenørernes såkaldte allrisk-forsikringer, før de prissætter en opgave. Anbefalingen kommer, fordi enkelte forsikringsselskaber ikke længere vil dække skader på installationer, hvor der er brugt pressfittings.
Enkelte forsikringsselskaber er begyndt at skrive i betingelserne for deres allrisk-entrepriseforsikringer, at der ikke er dækning i sager om skader i installationer, hvor der er brugt pressfittings.
TEKNIQ Arbejdsgiverne råder derfor vvs-installatørerne til bede hovedentreprenørerne om indsigt i forsikringsforholdene, før de giver tilbud på det arbejde, der er beskrevet i et konkret udbud.
- Hvis uheldet er ude, vil vvs-installatørens egen forsikring komme i spil, og det kan naturligvis give en anden skadeprofil hos forsikringsselskabet og dermed på sigt en højere regning. Derfor er det en rigtig god ide at bede om indblik i forsikringsforholdene på den konkrete entreprise – hovedentreprenøren oplyser ikke nødvendigvis om den slags forbehold, siger Stig Høding, der er advokat i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Forhøjet risiko?
Teknisk konsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne Birger T. Christiansen mener ikke, at brugen af de meget populære pressfittings medfører en forhøjet risiko for skader på installationer.
- Hvis installationerne er udført efter retningslinjerne, hører jeg meget sjældent om skadessager, der ender hos forsikringsselskaberne, konstaterer han.
-
Uddrag fra Codans Allrisk-betingelser
Anvendelse af presfittings
I forbindelse med skader som følge af VVS arbejder, der omfatter brug af presfittings, gælder der en dobbelt selvrisiko såfremt det ikke kan dokumenteres, at den defekte presfitting er lavet korrekt.Uanset det i betingelsernes anførte punkt 2, er den udførende entreprenør af pressamlinger ikke medforsikret på policen hvad angår pressamlinger. Det betyder, at i tilfælde af en dækningsberettiget skade i forbindelse med udførelse af pressamlinger, kan Codan gøre regres mod udførende entreprenør.