-
VVS
Spørgsmål:
Vi ansatte en timelønnet vvs-montør sidste sommer. Han er netop blevet far og har holdt to ugers fædreorlov. Nu vil han holde otte ugers forældreorlov, hvilket betyder, at den strækker sig hen over søgnehelligdagene i julen. Hvordan skal vi betale ham for disse dage, og forlænger de hans orlov?
Svar
Retten til fravær og barselsdagpenge i forbindelse med et barns fødsel findes i Barselsloven. Derudover indeholder overenskomsterne på TEKNIQ Arbejdsgivernes område en ret til fravær med betaling fra virksomheden. Det betyder at en medarbejder, der bliver far, har ret til at holde to ugers fædreorlov og otte ugers forældreorlov med betaling fra virksomheden. Derudover er der ret til yderligere tre ugers betalt forældreorlov til enten mor eller far. Hvad der skal betales, følger af de enkelte overenskomster. Det er dog en betingelse, at medarbejderen på det forventede fødselstidspunkt har ni måneders anciennitet i virksomheden.
Jeres medarbejder ønsker at holde otte ugers forældreorlov. Da han på det forventede fødselstidspunkt havde mere end ni måneders anciennitet i jeres virksomhed, har han således ret til frihed med en betaling fra jer.
Når han holder forældreorlov hen over jul og nytår, vil det, som I er inde på, betyde at det kolliderer med nogle søgnehelligdage. For en timelønnet finansieres sådanne fridage af medarbejderens SH-/fritvalgskonto. Det gør de også i de tilfælde, hvor medarbejderen er på forældreorlov. Jeres vvs-montør skal derfor have udbetalt et beløb fra sin SH-konto på samme måde, som hvis han ikke havde holdt orlov.
I spørger derudover, om medarbejderen får forlænget sin forældreorlov, når perioden indeholder søgnehelligdage. Montøren har ønsket otte uger, og her skeles ikke til eventuelle søgnehelligdage. Det betyder, at hans forældreorlov ikke forlænges, selvom den omfatter søgnehelligdage i forbindelse med jul og nytår.