-
Industri
Blandt nogle arbejdsgivere er der en opfattelse af, at der ikke er meget, man kan og må som arbejdsgiver, når en medarbejder melder sig syg. Det er misforståelse. Der er faktisk er flere ting, man som arbejdsgiver kan gøre for at få medarbejderen godt - og måske endda hurtigere tilbage på arbejdet igen
Af jurist, KATRINE BRUUN, kbr@tekniq.dk
Blandt nogle arbejdsgivere er der en opfattelse af, at der ikke er meget, man kan og må som arbejdsgiver, når en medarbejder melder sig syg. Det er misforståelse. Der er faktisk er flere ting, man som arbejdsgiver kan gøre for at få medarbejderen godt - og måske endda hurtigere tilbage på arbejdet igen.
Telefonisk kontakt
Man må gerne ringe til medarbejderen og spørge, hvordan det går. Man må også spørge, hvornår vedkommende forventer at starte arbejde igen. Man må ikke spørge, hvad medarbejderen fejler! Det er vigtigt, at man ikke kimer medarbejderen ned. Så kan det tangere chikane. Men opkald er en god idé, hvis man derved fastholder kontakten til medarbejderen, selvom denne er sygemeldt.
Sygefraværssamtale
Efter sygedagpengeloven har virksomheden pligt til at holde en decideret sygefraværssamtale med en syg medarbejder senest fire uger efter første sygedag. Samtalen skal sikre en god dialog mellem virksomhed og medarbejder, og den kan bidrage til, at den sygemeldte kommer hurtigt tilbage i arbejde. Under samtalen skal man bl.a. afdække, om medarbejderen kan starte på deltid, eller om der kan laves særlige skånehensyn. Man må igen ikke spørge til, hvad medarbejderen fejler! Men man må gerne spørge, hvilken indflydelse sygdommen har på arbejdet. Sygefraværssamtalen kan også holdes ved kortvarigt sygefravær, da en tidlig dialog i nogle tilfælde kan forebygge længerevarende sygefravær.
Mulighedserklæring
Arbejdsgiver kan bede om, at der udarbejdes en mulighedserklæring. Mulighedserklæringen har til formål at hjælpe virksomheden med at få medarbejderen tilbage i arbejde. Den har fokus på de arbejdsopgaver, medarbejderen kan udføre med sin sygdom. Erklæringen består af to dele. I første del skal arbejdsgiver og medarbejder sammen vurdere sygdommens betydning for arbejdet. Anden del består af lægens vurdering. Arbejdsgiver kan forlange mulighedserklæringen udarbejdet på et hvilket som helst tidspunkt. Beder man om en mulighedserklæring, anbefaler vi, at man lægger samtalen vedrørende mulighedserklæringen og sygefraværssamtalen på samme tidspunkt.
Friattest
Arbejdsgiver kan forlange en lægeerklæring (friattest) som dokumentation for, at medarbejderen er syg, og som oplyser om fraværets forventede varighed. Oplever man, at lægeerklæring ikke afleveres inden for den frist, som arbejdsgiveren har sat, bør man kontakte afdelingen ”Overenskomst og Jura” i TEKNIQ Arbejdsgiverne for en vurdering af det videre forløb.
Dette er blot et udpluk af de muligheder, man som arbejdsgiver har, når en medarbejder er sygemeldt. Kontakt gerne afdelingen med spørgsmål.