-
El
-
VVS
Hos TEKNIQ Arbejdsgiverne er der tilfredshed med, at flere har søgt ind og er blevet optaget på blandt andet maskinmester og it- og ingeniøruddannelserne. Det er godt for både industrien, installationsbranchen og den grønne omstilling.
Sommerens rekordoptag på de videregående uddannelser er godt nyt for dansk erhvervsliv. Generelt er der tale om et øget optag på STEM-uddannelserne (Science, Technology, Engineering og Mathematics) på ni procent, hvilket er højere end væksten i optaget generelt i 2020.
For maskinmesteruddannelsen er der tale om en flot stigning i optaget på 18 pct. fra 2019 til 2020.
- Det danske samfund og vores virksomheder har behov for flere dimittender med tekniske kompetencer til arbejdet med hele den grønne omstilling, omstillingen til bæredygtig produktion og den generelle håndtering af den teknologiske og digitale udvikling. Derfor er det godt at se, at de unge i endnu højere grad end tidligere har søgt imod disse uddannelser, siger Jørgen Prosper Sørensen, uddannelsespolitisk konsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
De ansøgere, som i første omgang har fået afslag på deres drømmeuddannelser, opfordrer TEKNIQ Arbejdsgiverne til at kigge på nogle af de tekniske uddannelser, hvor der fortsat er ledige pladser. Det er for eksempel uddannelserne til maskinmester, produktionsteknolog og vvs- og elinstallatør.
-For disse uddannelser gælder det, at der er mulighed for karrierer med gode job, da der generelt er stor efterspørgsel på veluddannede i branchen. Man har for eksempel med en uddannelse som el- eller vvs-installatør gode kort på hånden, hvis man vil arbejde selvstændigt som ansat inden for faget, eller hvis man ønsker at starte eget firma,” siger Jørgen Prosper Sørensen og fortsætter:
-Det er samtidig vigtigt, at regeringen og Folketinget i den kommende tid sætter fokus på hele efter- og videreuddannelsesområdet for at fremme livslang læring. Vi står overfor et anderledes arbejdsmarked efter coronakrisen. Derfor er der for mange behov for at tilegne sig ny viden og nye kompetencer. Netop uddannelse vil for mange være nøglen til at blive på arbejdsmarkedet, siger han.