-
El
-
VVS
Der er flest små projekter blandt de cirka 225 ansøgningerne om tilskud via erhvervspuljen, lyder det fra Energistyrelsen.
Det er langtfra de største projekters tag-selv-bord i den nye tilskudspulje målrettet energirenoveringer i landets private erhvervsvirksomheder. Sådan er det umiddelbare billede, efter første ansøgningsrunde til erhvervspuljen er afsluttet.
De cirka 225 ansøgninger tegner sig for 145 millioner kroner ud af dette års tilskudspulje på 188 millioner kroner. Blandt de 225 ansøger er der færre end fem projekter, der søger om mere end fem millioner kroner i tilskud fra puljen, oplyser Energistyrelsen. Derudover er der ikke over 20 ansøgninger med tilskud for mere end to millioner kroner.
Samlet set betyder det altså, at omkring 200 ansøgninger kommer fra energirenoveringsprojekter med tilskudsstørrelser på mellem 10.000 kroner og op til en million kroner - men med hovedvægt på de små projekter, lyder det fra Energistyrelsen.
- Det er positivt, at der er mange mindre projekter blandt ansøgerne. Alligevel havde vi gerne set mere hjælp til de mindre virksomheder i forhold til beregningerne. For eksempel en beregner for de mest gængse konverteringer. Derfor håber vi, at Energistyrelsen fortsat vil arbejde på at gøre det nemmere, så både store og små virksomheder kan få gavn af ordningen til den grønne omstilling. Det er der behov for, siger Maria Rizzo, konsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Flere runder næste år
- Vi er meget tilfredse med den store interesse for Erhvervspuljen i første ansøgningsrunde. Vi har sammen med branchen haft et intensivt forløb frem mod den fremrykkede åbning af puljen allerede i 2020. Virksomhederne har haft meget kort forberedelsestid op til ansøgningsfristen i første runde, og på den baggrund er det positivt, at vi har modtaget ansøgninger svarende til cirka 75 procent af puljens størrelse i 2020, siger vicedirektør Stig Uffe Pedersen, Energistyrelsen, i en pressemeddelelse.
Første ansøgningsrunde til puljen var fra 1. til 15. oktober. Ansøgerne har nu frem til den 19. november til at sende deres endelige ansøgninger ind.
Og selvom du ikke nåede at få dit projekt af sted, så er der håb forude. Næste år er der planlagt en række nye ansøgningsrunder – formentlig fire til seks runder. Energistyrelsen vil i begyndelsen af december oplyse mere om ansøgningsrunderne og næstes års pulje.
Samlet set er der afsat i omegnen af 3,5 milliarder kroner til erhvervspuljen over de næste 10 år.
Få mere at vide om erhvervspuljen her