-
Industri
Flere virksomheder frygter at miste svejsere og specialister fra Polen og andre EU-lande.
Bedre forhold i hjemlandene lokker. Flere virksomheder frygter at miste svejsere og specialister fra Polen og andre EU-lande.
-Vi oplever alvorlige udfordringer på at finde faglærte svejsere fra Polen. Det kan i sidste ende true industriproduktionen i Danmark, siger adm. direktør Kent Hejn Kristensen, DS Stålkonstruktion, der har 60 procent udenlandsk arbejdskraft i produktionen.
En af landets største rekrutteringsbureauer på metalområdet er JKS med hovedsæde i Ringkøbing. Her oplever man også de nye tider i øst.
-Mange dygtige faglærte sidder måske med tilbud om job i Danmark, Norge, Schweiz eller Holland på én gang. De kan tillade sig at være mere kræsne, når de skal vælge. Derfor skal vi i Danmark skille os ud, hvis vi skal tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere fra andre EU-lande. Vi skal sælge Danmark som et land med en attraktiv arbejdskultur, siger udlandschef Martin A. Christensen fra JKS.
Familievirksomhed fastholder
Det har KN Beholderfabrik på Sjælland formået. Her er der en fast stab af polske svejsere. Nogle har arbejdet her i over 10 år.
-Vi er en familieejet virksomhed – og vi vil gerne opfattes som en familievirksomhed, hvor vi alle er noget for hinanden. Jeg er sindssyg glad for denne medarbejdergruppe fra Polen, siger direktør Kenneth Nielsen.