-
El
-
VVS
Antallet af installationsvirksomheder med en omsætning på over 60 millioner kroner voksede markant i 2018.
Installationsbranchen har tilsyneladende brugt 2018 på at konsolidere sig. I hvert fald var det et år med mange opkøb og fusioner. Ifølge TEKNIQs markedsanalyse steg antallet af virksomheder med en omsætning på over 60 millioner kroner til 111 – mod 98 i 2017. Samtidig steg de største virksomheders markedsandel fra 42 til 45 procent.
– Det er en tendens til, at de større virksomheder bruger disse år til at styrke sig og øge både deres geografiske udbredelse og de forretningsområder, de beskæftiger sig med. Antallet af virksomheder i mellemgruppen med en omsætning på mellem 15 og 60 millioner kroner er da også faldet fra 506 til 502, konstaterer Rolf Christian Lange, politisk konsulent i TEKNIQ.
Også antallet af små virksomheder er faldet i 2018 – fra 4.015 til 3.990.
– At faldet i denne kategori ikke er større skyldes, at mange har benyttet de gode tider i branchen til at starte egen virksomhed, vurderer Rolf Christian Lange.