-
Industri
Fra 2020 til 2023 er antallet af konkurser i metalindustrien steget med mere end 60 procent. Men udgangspunktet var meget lavt, og endnu er der ingen større bekymring over stigningen. Ledigheden er meget lav.
I 2020 var der under 20 konkurser i metalindustrien i Danmark. Sidste år rundede antallet af konkurser 31.
- Antallet af konkurser i metalindustrien har været stødt stigende de seneste tre år. Dette ville være bekymrende, hvis det ikke var fordi, at vi er på det laveste niveau siden 2009, siger økonom Maria Elisabeth Kjærsgård-Jensen fra TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Ved stigning i konkurstallene er det relevant at se nærmere på beskæftigelsen i metalbranchen.
- Godt nok har ledigheden været stødt stigende de sidste fem måneder i metalfagene. Men ledigheden er dog stadig et pct. point under landsgennemsnittet, og 0,2 procentpoint under niveauet i januar 2023. Det understreger, at metalvirksomhederne stadig har masser at tage sig til. Det tyder dog også på, at en svag afmatning er på vej, som vi også hører, at virksomheder nu er begyndt at opleve, siger Maria Elisabeth Kjærsgård-Jensen.
Svær rekruttering
Ledighedsprocenten har siden slutningen af 2021 været på to procent eller derunder. Det afspejler en situation med alvorlig mangel på arbejdskraft ude i metalbranchen, som ofte må kigge ud over landets grænser for at finde faglærte for at vækste eller igangsætte nye produktioner.
Et eksempel er tårn-virksomheden Welcon i Give, der rekrutterede over 220 til en stor udvidelse af produktionen i 2023. Størstedelen måtte rekrutteres uden for landets grænser. I dag er der ansatte fra 17 nationaliteter på virksomheden, men især polske metalarbejder er kommet til Welcon i forbindelse med udvidelsen på 30.000 kvadratmeter.
- På trods af de seneste konkurstal er vores oplevelse, at metalindustrien herhjemme udvikler sig stabilt. Men vi vil følge udviklingen i ledighedstallene nøje, siger Maria Elisabeth Kjærsgård-Jensen.