-
El
Antallet af personskader og andre ulykker, der er opstået under arbejde på el-anlæg, ligger på det højeste niveau i fem år.
Højspændingskabler og kabelskabe er de anlægstyper, hvor der sidste år skete flest ulykker og skader. Det viser rapporten ”Hændelser i elanlæg 2020”, som Sikkerhedsstyrelsen netop har offentliggjort. I alt er antallet af såkaldte ”hændelser” steget med 55 procent fra 69 hændelser i 2019 til 107 i 2020. Hændelser omfatter både personskader og skader på elektrisk materiel, brande og eksplosioner samt nærved-hændelser, som alle skal indberettes.
Hos Sikkerhedsstyrelsen er man i tvivl om, hvad der er årsagen til de stigende tal.
- Vi ved ikke, om stigningen skyldes, at de driftsansvarlige for elanlæg er blevet bedre til at indberette hændelser, og om der fortsat er et mørketal. Det er i hvert fald vigtigt, at alle er opmærksomme på indberetningspligten. Kun på den måde kan vi give branchen værktøjer til at lære af de ting, der er gået galt i årets løb, siger kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen Søren Assenholt Muff.
Flere kommer til skade
I 2020 var der heldigvis ingen dødsulykker. Men antallet af personskader er på det højeste niveau i fem år. I alt fik Sikkerhedsstyrelsen 28 indberetninger om personskader. 16 personer er kommet til skade i forbindelse med lavspændingsanlæg, og 11 personulykker er på højspændingsanlæg.
- Skal man grave i nærheden af elektriske anlæg, så er det vigtigt for at minimere antallet af skader på kabler i jord, at entreprenørvirksomheden søger oplysninger i Ledningsejerregistret (LER) og kontakter netselskabet. Entreprenøren er også forpligtet til at instruere og infomere de medarbejdere, som skal arbejde i nærheden af et elektrisk anlæg, siger Søren Muff Assenholt.
Teknisk konsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne, Mads Risgaard, er enig.
- Selvom der er rygende travlt i øjeblikket, skal man antage, at der er kabler i jorden, indtil man har konstateret det modsatte ved at orientere sig i LER, konstaterer han.
Hovedparten af hændelserne med materiel skade var brande i kabelskabe, og hovedparten af hændelserne med højspændingskabler var graveskader.
Fakta om ulykker på elanlæg
-
En elektrisk ulykke dækker både over personskader og skader på elektrisk materiel.
-
Når der sker en ulykke, er det den driftsansvarlige virksomhed, som skal indberette den til Sikkerhedsstyrelsen. Det er vigtigt, at ulykken bliver indberettet straks efter, at den er sket.
-
Uanset om der er tale om personulykker eller alvorlige elbrande, skal der være en præcis beskrivelse af hændelsesforløbet, så Sikkerhedsstyrelsen efterfølgende kan klarlægge årsagen til ulykken.
-
Se masser af tips på videoer om bedre elsikkerhed på sik.dk eller app’en Tekniq EL.