-
Industri
-
Beslagsmede
Unge mennesker i fritidsjob skal i fremtiden kunne håndtere ufarligt værktøj som skruemaskiner og lave mindre montagearbejde. Det fremgår af et nyt udspil fra regeringen. TEKNIQ Arbejdsgiverne støtter udspillet, der kan give flere lærlinge.
Regeringen har fremlagt et udspil med 18 initiativer, hvor der både lægges op til at ændre reglerne, styrke gevinsten og aktivere hele samfundet i arbejdet med at få flere unge i fritidsjob.
TEKNIQ Arbejdsgiverne bakker op om initiativet, der alt andet lige vil gøre det langt mere interessant for et ungt menneske at få et fritidsjob på et værksted eller i en metalvirksomhed.
Med de planlagte regelændringer vil de unge få nogle langt mere realistiske oplevelser af arbejdsopgaverne på virksomheden.
- Vi ser ind i en stor mangel på faglært arbejdskraft i de kommende år. Og erfaringen viser, at et fritidsjob kan være vejen ind i en faglig uddannelse. Et ungt menneskes realistisk oplevelse af arbejdsopgaverne kan få flere til at åbne øjnene for erhvervsuddannelserne. Den tidlige oplevelse med at have et job og mærke man er dygtig har enormt stor betydning som ung, siger underdirektør Maria Schougaard Berntsen, TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Pligter og ansvar
De samme tanker har man gjort sig i beskæftigelsesministeriet.
- Fritidsjob kan være med til at gøre unge mennesker klar til uddannelse, arbejdsmarkedet og livet som voksen. Et fritidsjob giver unge en forståelse for pligter og ansvar, og de tjener deres egne penge. Det giver også den enkelte unge identitet, følelsen af at høre til og bidrage. Derfor skal flere unge stifte bekendtskab med arbejdsmarkedet tidligere. Det gælder ikke mindst i disse tider, hvor mistrivslen har slået rod i for mange unge, udtalte beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen ved præsentationen af de nye initiativer.
Regeringen vil for eksempel ændre reglerne, så unge, der er fyldt 13 år, og som fortsat går i grundskole, fremover må arbejde med ufarlige maskiner. Det giver nye muligheder for at oprette fritidsjob til flere unge og i flere brancher – for eksempel i industrien, hvor kun fem procent af alle fritidsjob er i dag.
Ingen farlige maskiner
Forbuddet mod at arbejde med farlige maskiner fastholdes, og unge må fortsat kun udføre lettere arbejde, hvilket indebærer, at arbejdet er uden særlig risiko for konflikter, er overskueligt og håndterbart for den unge. Kontrollen med de unges arbejdsforhold vil overgå fra politiet til Arbejdstilsynet ifølge forslaget.
Sideløbende med de administrative ændringer vil regeringen også gøre det mere attraktivt økonomisk at tage et fritidsjob. Arbejdsmarkedsbidraget afskaffes for de unge.
En sideeffekt ved at få flere unge ud i fritidsjob kan være effekten på de unge menneskers forældre og deres holdning til uddannelsesvalg.
- Forældre spiller jo en stor rolle for valg af uddannelse for et ungt menneske. Det kan formentlig være med til at overbevise mere skeptiske forældre, når det unge menneske kommer begejstret hjem og fortæller om virksomheden, arbejdsopgaverne og kollegerne på værkstedet. Det vil være en god effekt, siger Maria Schougaard Berntsen, TEKNIQ Arbejdsgiverne.
-
18 initiativer
- Der er i dag 70.000 færre unge, der har et fritidsjob end i 1980’erne.
- 18 initiativer skal være med til, at flere unge stifter bekendtskab med arbejdsmarkedet
- Der skal kunne oprettes fritidsjob til flere unge og i flere brancher – for eksempel i industrien, hvor kun fem procent af alle fritidsjob er i dag.
- Læs mere om de 18 initiativer her: