-
El
-
VVS
Lasse Secher Houengaard har netop modtaget prisen som Årets Regionale Temaprisvinder på Sjælland ved Årets Ejerleder 2019. Han får prisen for at have skabt en virksomhedskultur, hvor formål og værdier udgør en tydelig rettesnor - både internt og eksternt.
I forbindelse med Årets Ejerleder 2019 overrækkes for fjerde gang en temapris, som går til den ejerleder, der har udvist et stærkt fokus på årets tema, formål og værdier, og derigennem er lykkedes med at skabe konkurrenceevne og succes til inspiration for andre ejerledere. Prisen går i år til ejerlederen Lasse Secher Houengaard fra el- og VVS-virksomheden Finn L. & Davidsen A/S i Haslev:
– Lasse Secher Houengaard har med fokus på sin vision og mission skabt et værdisæt, der fremtræder klokkeklart, og som fornemmes tydeligt i både kulturen og den daglige drift i virksomheden, udtaler Lars Vagner Hansen, director i PwC i Ringsted, i en pressemeddelelse.
– Alle ansatte lever efter virksomhedsværdierne, som er udarbejdet af medarbejderne i fællesskab. Lasse har været drevet af procestankegangen og ønsket om målrettede resultater og har ladet sine ansatte gå forrest og selv ‘sat sig bagerst i bussen’ for at skabe det fundament, der nu udgør værdierne og kulturen i virksomheden.”
Værdibaserede formål
Lasse Secher Houengaard har formået at få årets tema, som er formål og værdier, til at gennemsyre virksomheden både internt, men også eksternt, hvilket kommer til udtryk i de aktiviteter, der gøres for både medarbejderne og for samfundet i sit store hele:
– Lasse har fokus på at bidrage til dannelsen af fremtidens medarbejdere og tilbyder blandt andet lærlingeprogrammer, hvor nytænkning og forståelse inden for uddannelsesområdet er i fokus. Derudover vægter han efteruddannelse og udvikling af sine ansatte højt, og det er en af grundene til, at virksomheden og de 150 medarbejdere i dag har stor succes og går forrest inden for branchen, siger storkundedirektør i Nykredit, Peder Nitz, og fortsætter:
– Lasse tager også ansvar for samfundet og miljøet omkring sig. Med et stort antal CSR-projekter rettet mod socialt ansvar, bæredygtighed, lokalt netværk og humanitær støtte er virksomheden engageret i flere forskelligartede velgørende projekter og viser, at virksomhedsværdierne ikke kun er rettet mod det interne.