-
Industri
-
El
-
VVS
Verdens mest populære password er 123456. Den kode knækker en robot på under et sekund. Hvor svage er dine kodeord til firmaet? En simpel, lang sætning er i virkeligheden det bedste password. Det er anbefalingen fra TEKNIQ Arbejdsgivernes nye digitaliseringsekspert Janus Sandsgaard.
- En adgangskode skal være nem at huske og svær at gætte.
Det er det kernebudskab om IT-sikkerhed, som chefkonsulent Janus Sandsgaard igen og igen vender tilbage til i sit arbejde som TEKNIQ Arbejdsgivernes nye digitaliseringsekspert.
Sikkerhedsvirksomheden NordPass har for femte år i træk undersøgt, hvad der er de mest almindelige password på verdensbasis. Igen i år er det koden 123456. Den kode er nem at huske, som digitaliseringseksperten anbefaler. Men koden er også gennemskuet af hackernes robot på under et sekund.
123456 er således ikke just svær at gætte eller at analysere sig frem til.
- De fleste af os kender nok det her råd med, at en adgangskode skal være mindste otte tegn lang, indeholde små og store bogstaver samt tal og specialtegn. Og så skal den skiftes hver sjette måned. Men vi kan jo ikke huske den slags koder. Det giver en masse frustrationer hos brugeren - og dårlige it-sikkerhed for virksomheden. For så finder vi brugere på unoder for at hjælpe os selv, og det ved de kriminelle, siger Janus Sandsgaard.
Fra adgangskode til adgangsremse
I dag er de fleste eksperter enige om at undgå de benspænd, der giver dårlig it-sikkerhed. Center for Cybersikkerhed anbefaler eksempelvis direkte at undgå unødigt komplicerede passwordregler – og i stedet sigte efter god længde og lavere kompleksitet.
- Længden af adgangskoden er ganske enkelt vigtigere end kompleksiteten.”HvalenValborg1976Shu-Bi-Dua” er meget stærkere end ”UKiNw889!”. Bruger du almindelige ord, så lav en sætning med mindst 20 tegn. Husk igen, at adgangskoden skal være let at huske, men svær at gætte, siger Janus Sandsgaard.
At huske 20 tegn lyder måske voldsomt, men kunsten er at tænke på det som en sætning, en lille historie eller en gruppe ord, du forbinder med hinanden.
De vejledende sætnings-eksempler herunder er fra Center for Cybersikkerhed. Hvilken sætning vil du altid kunne huske? Det ved du kun selv.
HvalenValborg1976Shu-Bi-Dua
CafeMuseumPoolSolFerie
Og ja! Ordbogen i de kriminelles værktøjer kender disse ord – men igen er det længden der er vigtigst.
-
Verdens 10 mest benyttede passwords
- 123456
- admin
- 12345678
- 123456789
- 1234
- 12345
- password
- 123
- Aa123456
- 1234567890
Undersøgelsen fra Nordpass.com konkluderer, at folk bruger de svageste kodeord til streaming-tjenester. Til gengæld bruges de stærkeste kodeord til banker.
Genbrug ikke adgangskoder!
Det kan så være fristende at bruge den samme adgangskode til mange forskellige ting, men det kan blive storslemt. Hvis din adgangskode til én tjeneste falder i hænderne på en kriminel, har den kriminelle adgang til hele dit digitale liv.
- Kodeord lækkes løbende på nettet, og det er en ren invitation til kriminelle til at forsøge at komme ind på vitale steder med din virksomheds password, uden at du ved det, siger chefkonsulent Janus Sandsgaard.