-
Industri
Nye og mindre kapitalfonde byder sig til ved generationsskifter og salg af industrivirksomheder.
Industrivirksomhederne henvender sig i voksende omfang til de nye finansielle fonde. 180 henvendelser om et aktiesalg blev det til i 2018 hos kapitalfonden Industri Udvikling. Hos VækstPartner Kapital, der er specialister i mindre SMV’ere, ringer to til tre virksomheder hver uge for at tale salg.
Mindre og mellemstore virksomheder har således for alvor fået øjnene op for muligheden for at få solgt virksomheden i en model med en finansiel investor som aktiv partner i en årrække.
- For 10 år siden interesserede kapitalfondene sig alene for de største virksomheder. Det har ændret sig. Når et generationsskifte eller et salg presser sig på, så er der flere af de mindre fonde, der gerne vil overtage eller være aktive som mindretalsaktionærer frem imod et egentligt salg.
- Men det er en luksus-option. Kapitalfondenes andel af de mange generationsskifter, der presser sig på i dansk erhvervsliv, er desværre blot en dråbe i havet, siger professor Morten Bennedsen fra Københavns Universitet, der forsker i generationsskifter i danske og internationale virksomheder.
Store værdier for ejerne
Ifølge professoren er det alene interessant for fondene at gå ind i virksomheder, hvor man inden for godt fem år kan skalere op – og lave en exit med betydelig fortjeneste.
- Kapitalfonde interesserer sig for de allermest veldrevne virksomheder. Her skal der samtidig gerne ligge et potentiale, der ikke er forløst eller eksekveret på endnu. Det kan også være nye markeder, som fonde med kapital og viden kan hjælpe virksomheden ind på. Og så har fonde en klar interesse i at have en salgsklar virksomhed efter fem år. For ejerne kan ny sparring og fondens kompetencer på den måde være med til at realisere store værdier ved fondes exit, siger professor Morten Bennedsen.
Industri Udvikling fra København er for tiden medejer af omkring 30 virksomheder – altid som minoritetsaktionær. Typisk med 30-40 procent af aktiekapitalen. Det er eksempelvis modellen i virksomheden WILA, som er en af de seneste investeringer fra fondens side.
- For os er ledelsen i virksomheden utrolig vigtig. Vi skal tro på, at de med de rigtige investeringer og sparring kan eksekvere en strategi og tage virksomheden med hele vejen på den rejse, vi forventer. Tror vi på ledelsen og deres kompetencer – og er kemien den rigtige mellem os, så er vi kommet et vigtigt skridt imod en aftale. Vores mål er at ligge på en forrentning på plus 20 procent hvert år på vores investeringer i en virksomhed, siger direktør Dan Højgaard Jensen fra Industri Udvikling.
1 skal blive til 2,5 millioner kr
En anden finansiel investor er VækstPartner Kapital fra Jylland, der netop har åbnet fond nummer to og derfor råder samlet over 300 mio kr til investeringer i virksomheder med omsætning imellem 10 og 75 mio kr. Deres investorer er typisk erhvervsledere eller nuværende og tidligere virksomhedsejere, som har fået stillet i udsigt, at en investeret million er blevet til 2,5 millioner på ni år.
- 2-3 forespørgsler om ugen bliver til typisk tre investeringer om året. Men der er mange interessante virksomheder blandt SMV’erne for en aktiv investor som os. Og sælgerne har ikke urealistiske forhold til deres værdi. Faktisk er mange mere fokuserede på at sikre virksomhedens fremtid og deres medarbejderne end på at presse prisen, siger partner Jon Risvig.
Morten Bennedsen er som professor i dag tilknyttet den kendte franske handelshøjskole INSEAD, men påbegyndte 1. januar 2017 et 5 år langt ophold på Økonomisk Institut under Københavns Universitet. Det gør han som følge af en bevilling fra Danmarks Grundforskningsfond på 30 millioner kroner til forskning i ejerledede virksomheder og generationsskifter.
- Det kræver flere års planlægning at gøre en virksomhed attraktiv for finansielle investorer. Alt for mange generationsskifter skal ske pludselig, fordi ejeren får et helbredschok – slagtilfælde, sygdom eller lammelse. Det er et paradoks, at dygtige mennesker skaber og driver en flot virksomhed med en kæmpe indsats – og så risikerer det hele ved ikke at sikre en plan for fremtiden – uden dem selv, siger Morten Bennedsen.
Ejerskifte er tabu
Jon Risvig fra VækstPartner Kapital kalder det ligefrem et tabu for mange ejere at tale om salg og ejerskifte.
- Men jeg kan kun appellere ejerne til at gå tidligt i gang med deres overvejelser. Kontakte os i god tid. Vi er diskrete, og man risikerer kun at blive klogere på sine egne muligheder. Måske har man en rigtig interessant virksomhed, som vi bare ikke er den rette til at udvikle. Så kan vi måske hjælpe videre. Og måske passer vi sammen og skal arbejde hen imod et køb, siger Jon Risvig.
Industri Udvikling har historisk haft lidt blandet succes med mindre virksomheder og går derfor i dag efter virksomheder med minimum 75 mio kr. i omsætning. Dette bunder i, at lidt større selskaber typisk også har en lidt bredere ledergruppe, samt en bedre platform for videre udvikling.
Altid mindretalsaktionær
- Vi er mindretalsaktionærer, fordi vi ikke kan og skal ind og drive selve virksomheden. Vi mener, via bestyrelsesarbejdet, den tætte dialog med ejerlederen samt erfaringerne fra ca. 140 investeringer gennem tiden, at kunne bidrage betydeligt på rejsen frem imod større omsætning og indtjening. Typisk hjælper det også på ejernes risikovillighed, at der er kommet en ny investor med kompetencer til. Vi bliver dermed flere med hånden på kogepladen, og ejerne får helt rimeligt den store upside, hvis rejsen lykkes med et godt salg efter en årrække, siger Dan Højgaard Jensen.
I nogle sager stopper processen imidlertid allerede langt tidligere. Nogle kommer med urealistiske forventninger til værdisætningen.
- Værdisætning af en mindre virksomhed er noget helt andet en stor spiller i et marked. Vi oplever større grad af realisme end tidligere, men det sker, at vi må stoppe en ellers interessant sag, fordi vi ser helt forskelligt på værdien. Så takker vi pænt nej. Vi skal kunne se et betydeligt potentiale på vores investorers vegne, siger Dan Højgaard Jensen.