-
El
-
VVS
Femern-tunnelen skal drives med fokus på energieffektivitet og fremtidssikrede løsninger, der kan håndtere den grønne omstilling af transportmidlerne på vej og bane. Det er kernen i det udbud, som Femern A/S nu sender i markedet.
Femern-tunnelens elektriske indmad er en af de helt store opgaver på den 18 kilometer lange forbindelse til Tyskland. Kontrakten, som omfatter udluftning, belysning, sikkerhedssystemer og vedligehold, udbydes som en totalentreprise til 750 millioner euro (cirka 5,5 mia. kroner). Det skriver Femern A/S i en pressemeddelelse.
Det er ikke alene kontraktens størrelse, der sender den op i den internationale sværvægtsklasse. For at Femern-tunnelen skal bidrage til den grønne omstilling af transportsektoren skal de mange elektriske og mekaniske installationer være så energieffektive som muligt. For selvom strømmen til driften af tunnelen ved åbningen i 2029 vil komme fra vedvarende energikilder, skal den leverede strøm også bruges så effektivt som muligt.
- Høj mobilitet og energieffektivitet er vigtige elementer i vores arbejde for at gøre Femern-tunnelen til en attraktiv forbindelse mellem Danmark og Tyskland. Vi har i det nye udbud fokus på, at sænketunnelen bliver forberedt til udnyttelse af nye teknologier og betjening af fremtidens forskellige grønne transportformer, siger administrerende direktør i Femern A/S, Claus F. Baunkjær.
Udbuddet dækker både levering og installering af tunnelens omfattende systemer og elektriske installationer. Femern A/S gennemfører udbud og prækvalifikation i 2021 med forventet tildeling af kontrakten ved årsskiftet 2022/23.