-
VVS
Godt indeklima i skolerne betyder bedre indlæring og sundere børn. Nu har Realdania udvalgt fem projekter, der tilsammen får fem millioner kroner i støtte til udvikling, afprøvning og dokumentation af løsninger til forbedring af klasseværelsernes indeklima.
Størstedelen af de danske skoler er bygget, før der kom indeklimakrav om blandt andet luftskifte. Det betyder, at CO2-grænseværdierne overskrides i de fleste klasseværelser over hele landet, og det har betydning for elevernes indlæringsevne og sundhed, viser forskning fra DTU.
Foreningen Realdania har derfor iværksat en større kampagne, der skal sikre bedre indeklima på skolerne. I den forbindelse efterlyste Realdania innovative løsninger, og 49 projekter har efterfølgende søgt midler fra kampagnen til at afprøve nye løsninger.
Læs også: Koden er knækket: Godt indeklima til tre kroner om dagen
Sammen med en ekstern ekspertgruppe med deltagere fra ventilationsbranchen, rådgivere og Aarhus Universitet har Realdania nu udvalgt fem projekter, der tilsammen får fem millioner kroner i støtte til at udvikle, afprøve og dokumentere deres bud på nye, innovative løsninger.
Ventilation, sensorer og adfærd
– De projekter, vi har valgt at give støtte, er hver især innovative løsninger, som potentielt kan gøre en stor forskel i forhold til det dårlige indeklima i klasseværelserne. Og som har brug for en håndsrækning for at komme helt i mål. Nu glæder vi os til at få dem ud og blive testet af i skolerne. Vores ønske er, at erfaringerne herfra kan bidrage til, at både kommuner og rådgivere får udvidet værktøjskassen i arbejdet med skolernes indeklima, siger Stig Hessellund, projektleder i Realdania.