-
Industri
Brdr. Petersen har samlet et lokalt konsortium med fire andre virksomheder og byder på opgaver til forsvarets mindste skibe. Forsvaret er en god kunde, der går efter kvalitet. Det giver et godt samarbejde om de udbudte opgaver.
I 2016 tog Brdr. Petersen den lange og bureaukratiske vej igennem en prækvalificering til at byde på opgaver for Forsvaret. Det lykkedes, og nu er virksomheden hovedentreprenør, når lokale firmaer går sammen og byder på forskellige opgaver på miljøskibe, slæbebåde og redningsfartøjer til Kystredningstjenesten.
-Vi har skibsmaler, skibsbygger, elektriker, havnen og os selv med, så vi kan lave den samlede opgave, som Forsvaret udbyder. Hvis sådan et maritimt miljø her i byen skal overleve, så skal vi kunne arbejde sammen. Og opgaverne til forsvaret ligger godt i vintermåneder, hvor vi typisk ikke har så meget at lave. Derved kan vi også fastholde vigtige faglærte medarbejdere, siger Jørgen Petersen, medejer af Brdr. Petersen.
Prækvalificeringen er gældende i syv år i ”LOT 6” i Forsvaret. Den enkelte opgave udbydes typisk til 5-6 firmaer. Tilbud vurderes på pris og leveringstid efter et fast pointsystem.
-Forsvaret er en god kunde, fordi de vægter kvalitet meget højt. Når man er i en redningssituation i høj sø, så må der ikke være kompromiser i udstyret. Som leverandør til Forsvaret skal man have styr på kvaliteten, siger Jørgen Petersen.
Der er regler og procedurer, når man skal byde på en opgave ved forsvaret. Men Brdr. Petersen vil arbejde på at fortsætte som leverandør.
-I 2023 skal vores prækvalificering fornys hos Forsvaret. Det vil vi gå efter. Forsvaret indgår som en vigtig kunde i vores virksomhed. Vi har nu også søgt om sikkerhedsgodkendelse for at kunne lave hjemmeværnsskibe, men er endnu ikke godkendt, siger Jørgen Petersen.
Læs tema om forsvarsforliget i medlemsmagasinet - side 44 til 50:
https://www.tekniq.dk/media/0k5nxr1t/industri-installation-maj-2022.pdf