-
El
-
VVS
-
Industri
-
Beslagsmede
Ny bekendtgørelse fra Skatteministeriet skrotter nu de omdiskuterede krav om registrering af firmabil-brugere. TEKNIQ Arbejdsgiverne har været med til at presse regelændringerne igennem.
Tirsdag d. 15. oktober var en god dag for erhvervsdrivende. Det var dagen, hvor de omstridte regler om registrering af firmabilbrugere officielt blev skrottet efter intenst pres fra blandt andet TEKNIQ Arbejdsgiverne.
De nye registreringsregler trådte i kraft den 1. juli 2024, men viste sig hurtigt at være en regulær administrativ byrde-bombe for erhvervslivet.
- Det var et konge-eksempel på vedtagelse af regler, der går alt for stærkt. Arbejdet bærer meget præg af at være sjusket, og man har ikke sørget for at få hørt de rigtige – altså dem, der i virkeligheden bliver ramt af det her. Det er derfor, det blev ændret, siger Rikke Schjødt Christensen, erhvervsjuridisk chef i TEKNIQ Arbejdsgiverne
Massivt pres betalte sig
Efter massivt pres fra flere sider er bekendtgørelsen nu blevet ændret, så medarbejdere ikke længere skal registreres som brugere af en firmabil, der stilles til rådighed af deres arbejdsgiver og kun benyttes erhvervsmæssigt.
- Det handlede om at få en dialog med dem, som sidder og laver reglerne. I dette tilfælde var det Skatteministeriet, så vi måtte trykke på alle de knapper, vi kunne, for at få fat i embedsværket og få dem til at ændre reglerne, siger Rikke Schjødt Christensen.
Med den nye bekendtgørelse fra d. 15. oktober gælder det stadig, at alle personer, der er forskellige fra køretøjets registrerede ejer, skal registreres som brugere i Motorregistret, hvis de har ret til at bruge køretøjet i 30 dage eller mere,
Dog med følgende meget væsentlige ændringer med virkning fra d. 15. oktober:
-
Få overblikket: Hvad er ændret?
En ansat, der får stillet et køretøj til rådighed af sin arbejdsgiver, skal kun registreres som bruger af køretøjet, hvis den ansatte samtidig beskattes af værdien af fri bil. Det vil sige, at en ansat, der får stillet et køretøj til rådighed af arbejdsgiveren, og som kun bruger køretøjet erhvervsmæssigt, ikke vil skulle registreres som bruger.
Det gælder fortsat, at alle brugere i subleasing-arrangementer skal registreres som brugere i Motorregistret. Det vil sige, at hvis et køretøj subleases gennem flere led, skal alle involverede parter med juridisk rådighed (subleasinggiverne) også registreres som brugere. Virksomheden skal kontakte forhandleren eller leasingselskabet.
Ved registrering
Har virksomheden allerede anmodet Motorstyrelsen om gebyrfri ændringer af brugere, oplyser Motorstyrelsen, at ændringerne på nuværende tidspunkt ikke er gennemført i Motorregistret, fordi styrelsen har afventet regelændringerne.
- De virksomheder, der har indsendt anmodninger, skal afvente, at de bliver kontaktet af Motorstyrelsen. De vil modtage instruktioner med beskrivelse af fremgangsmåden, hvis de anmodede ændringer fortsat skal foretages, selvom reglerne er ændret.
- Hvis virksomheder, der har registreret brugere mellem d. 1. juli og d. 15. oktober i Motorregistret, har behov for at ændre registrerede brugere, der er blevet registreret efter de regler, der var gældende mellem d. 1. juli 2024 og d. 15. oktober 2024, kan dette ske gebyrfrit til og med d. 31. december 2024.
- Processen for ovennævnte gebyrfri ændring af registrerede brugere igangsættes snarest, oplyser Motorstyrelsen.