
Antallet af klager over el-installationsrapporter blev halveret i 2024. Klager er fra enten køber eller sælger af en ejendom.
I 2024 modtog Ankenævnet for Tekniske Installationer 9 klager over elinstallationsrapporter. Der er et markant fald på 10 klager, hvilket udgør 53% i forhold til 2023. Her indkom der 19 klager.
Ankenævnet behandler alle klager over elinstallationsrapporter, der som led i huseftersynsordningen er udarbejdet af en autoriseret el-installatørvirksomhed. En klage kan indgives af køber eller sælger af den ejendom, som el-installationsrapporten vedrører, samt af det forsikringsselskab hvor der er tegnet ejerskifteforsikring.
Klager over elinstallationsrapporter adskiller sig fra de almindelige el-sager, da el-eftersynssager er rene erstatningssager, og installatøren ikke har afhjælpningsret, idet den indklagede virksomhed ikke har udført elinstallationsarbejdet.
Stikprøver bag rapport
I hovedparten af sagerne klages over, at der er fejl og ulovlige el-installationer, som ikke er noteret i el-rapporten.
Da et el-eftersyn ikke er en fuldstændig gennemgang af ejendommens el-installationer, men udføres på baggrund af stikprøver, kan der være fejl og ulovlige installationer, der ikke fremgår af el-rapporten og som derved ikke udgør en fejl i el-rapporten.