-
El
Hård konkurrence på LED-markedet betyder, at fabrikanterne alt for ofte slækker på produkternes kvalitet for at få prisen ned. Det er årsagen til, at der er fejl på to ud af tre LED-belysningsprodukter, mener FABAs direktør.
– Det er et rystende højt tal.
Sådan lyder reaktionen fra direktøren i fabrikantforeningen FABA, Willy Goldby, når han bliver forelagt resultatet af en kontrol, som Sikkerhedsstyrelsen netop har offentliggjort. Kontrollen afslører, at 19 ud af 30 tilfældigt udvalgte LED-belysningsprodukter var ulovlige.
Læs også: Kontrol: to ud af tre LED-produkter er ulovlige
Willy Goldby understreger, at man i Foreningen af Fabrikanter og Importører af Elektriske Belysningsarmaturer (FABA) arbejder benhårdt for at sikre, at medlemsvirksomhederne lever op til de gældende krav.
– Jeg kan ikke garantere, at alle vores medlemmer overholder kravene, men jeg kan sige, at vi kæmper og informerer om de problemer, der er på markedet, hele tiden. Så jeg er ikke bange for at anbefale vores medlemsliste, når man skal vælge en god leverandør, siger Willy Goldby.
Prispres går ud over kvaliteten
– Der bliver købt billigt ind og kvalitetskontrollen med delkomponenterne er meget ringe, fordi prisen på den samlede løsning skal så langt ned så muligt, konstaterer Willy Goldby og tilføjer:
– Derudover er der inden for de seneste to - tre år kommet cirka 250 nye belysningsleverandører på det danske marked. Og det er altså ikke allesammen, der kender dansk lovgivning. Man skal altså bruge tid på at vælge en god leverandør.