-
El
-
VVS
-
Industri
-
Beslagsmede
SMV:Digitals puljer giver tilskud til at hjælpe virksomheder godt i gang med digitalisering. Til januar åbnes der for tilskud på op til 100.000 kroner. Et godt tilbud.
Den 27. januar 2025 kan virksomheder søge tilskud på op til 100.000 kr. til privat rådgivning om digitalisering fra en pulje under SMV:Digital.
– SMV:Digital giver en kontant håndsrækning til rådgivning, hvis man har appetit på at gentænke sin forretning digitalt. Det handler om at løfte digitaliseringen af små og mellemstore virksomheder og gøre en helt konkret forskel, lyder det fra Janus Sandsgaard, der er chefkonsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Der kommer løbende forskellige puljer til, og i foråret åbner der også en ny puljerunde til robotter. Men først handler det altså om digitalisering generelt, og puljen her er lidt speciel, fordi projekterne skal være afsluttet og afrapporteret senest den 30. september 2025. Det er en kortere frist end ellers, og det skyldes, at Digitaliseringsstyrelsen skal overholde en tidsfrist på afrapportering til EU, som finansierer denne pulje, forklarer Digitaliseringsstyrelsen.
- Det her er lidt mere tju-bang og hurtigt. Det er for dem, der sidder på spring med en frisk ide og som kan rykke hurtigt, siger Janus Sandsgaard.
-
Som opvarmning til tilskudspuljer tilbyder SMV:Digital som regel webinarer for interesserede. Disse giver afklaring på, om den aktuelle pulje er et match med virksomhedens, inden man bruger krudt på en ansøgning.
Der er ikke offentliggjort datoer endnu, men datoen for åbning af puljen ligger klar - nemlig den 27. januar 2025. .