-
El
-
VVS
Det bliver nu muligt at søge midler fra 2023- udgaven af SMV:Digital-programmet, som støtter op mod 1000 virksomheder i arbejdet med at digitalisere deres administration, produktion, salg eller produkt.
Har du ambitioner om at styrke din virksomheds produktivitet eller eksport gennem anvendelse af digitale systemer, automatisering eller e-handel? Så kan du nu søge om tilskud på op til 250.000 kr. til investering i teknologi og tilhørende rådgivning gennem SMV:Digital-programmet.
Digitaliseringsminister Marie Bjerre understreger i en pressemeddelelse, at digitalisering kan lette virksomheders administration og frigøre tid til kerneforretningen.
Svært at komme i gang
– Det kan muliggøre salg til nye markeder og give databaseret indblik i, hvor forretningen skal trimmes eller skaleres. Digitalisering er således ikke til at komme udenom som virksomhed. Men for mange er det svært at komme i gang og bekymrende, om man gør det rigtige. Jeg er optaget af, at alle virksomheder får gode muligheder for at omstille sig digitalt uanset deres digitale erfaring. Derfor er jeg glad for at have fået ansvaret for SMV:Digital, hvor op mod 1000 virksomheder i 2023 kan få hjælp til at realisere lige netop deres digitale ønsker, lyder det fra ministeren.
Årets første pulje åbner allerede den 6. februar - og det er også muligt at søge tilskud til at opfylde kravene i den nye lov om digital bogføring.
Find ansøgningsmateriale og læs inspiration fra andre virksomheder her.
Fakta: Om SMV:Digital
SMV:Digital er en national ordning, som hjælper små- og mellemstore virksomheder med at omstille sig digitalt. Det sker gennem en bred pallette af tilbud, hvor virksomheder kan få rådgivning om fx valg af løsning og implementering, tilskud til investeringer og kurser i at drive digital omstilling.
SMV:Digital har siden 2018 hjulpet mere end 4.000 virksomheder.
80% af de deltagende virksomheder vurderer 1 år efter afsluttet projekt, at projektet enten har bidraget eller forventes at bidrage til øget produktivitet. Derudover vurderer halvdelen, at projektet har bidraget til en mere grøn og bæredygtig omstilling af virksomheden.
SMV:Digital er finansieret af REACT-EU, Brexittilpasningsreserven, EU’s genopretnings-facilitet, EU’s Regionalfond og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.
SMV:Digital udrulles i et samarbejde mellem landets seks erhvervshuse.