-
Industri
Vinteren kan i år blive særlig hård at komme igennem, og derfor skal vi alle spare på energien. Det er budskabet fra politikere og myndigheder i en tid, hvor krig og knaphed udfordrer forsyningssikkerheden. Både teknik og medarbejdere kan gøre en forskel.
- Det er en bunden opgave at løse den udfordring, vi står overfor. Ikke kun for at holde varmen til vinter men også i solidaritet med vores europæiske naboer. Det kræver en fælles indsats, hvor alle må trække i arbejdstøjet, så det bliver gjort så effektivt som muligt, siger Simon O. Rasmussen, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Screening
Der er både menneskelige og tekniske faktorer i spild, når der skal spares på energien ude på virksomhederne.
-Vi må forberede os på, at energien kan blive endnu dyrere for virksomhederne denne vinter, så det er rettidig omhu og sund fornuft, at både industri- og installationsvirksomheder undersøger mulighederne for energibesparelser på områder som opvarmning, belysning, ventilation og trykluft. Det er her, at det store energiforbrug typisk ligger - og hvor effekten af besparelser er størst. Men det er en god ide at få assistance til screening af virksomhedens energiforbrug fra en el- eller vvs-installatør. Specialisterne kender de rigtige og mest økonomiske løsninger på markedet, og kan samtidig også installere og indregulere løsningerne, lyder det fra Simon O. Rasmussen.
Medarbejdere kan spare 10 procent
Ud over teknikken er der også en faktor, der hedder personalets vaner og omtanke. På det område kan der også hentes store besparelser. Det har Energistyrelsen tal på.
- Vi ved, at de fleste virksomheder og offentlige institutioner kan reducere deres energiregning med 5-10 % helt uden investeringer - blot ved at indføre gode energivaner i hverdagen. Vi har virksomheder, der sparede 14 % på deres energiforbrug ved at sætte fokus på energirigtig adfærd på arbejdspladsen, sagde kontorchef Rikke Reumert Schaltz fra Energistyrelsen i juli til nyhedsbrevet.