-
Industri
Antallet af konkurser blandt metalvirksomhederne ligger lavt, men de stigende råvarepriser presser virksomhederne. Derfor er der behov for at indrette sig på det ”nye normal”, som ikke umiddelbart ser ud til at ændre sig, lyder det fra TEKNIQ Arbejdsgiverne.
I årets første fem måneder er 18 virksomheder i metalindustrien gået konkurs, og generelt har tendensen været for nedadgående i branchen, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Til gengæld er der krusninger på overfladen, hvor især materialepriserne kan få læsset til at tippe på længere sigt.
- Priserne på stål og aluminium er faktisk nu nået over niveauet i forhold til, hvordan priserne var lige før finanskrisen, og det er usundt i længden. Desværre er der ikke udsigt til, at det vil ændre sig i den nærmeste fremtid men i stedet fortsætte på minimum samme niveau året ud, siger Maria Schougaard Berntsen, cheføkonom i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Corona-dønninger
Antallet af konkurser toppede i metalindustrien i 2010 med 109. Siden har pilet peget ned med meget få bump på vejen. Det foreløbige lavpunkt kom i 2020 med blot 30 konkurser. Antallet steg efterfølgende til 46 i 2021. Den tendens ses på tværs af brancher hvilket sandsynligvis hænger sammen med corona-hjælpepakkerne, der var med til at holde nogle virksomheder ”kunstigt i live” i 2020, forklarer cheføkonomen.
Nu er vi dog nået til et punkt, hvor det i højere grad er de galopperende materiale- og fragtpriser, der kommer til at presse metalvirksomhederne.
- Man skal derfor sørge for at holde fokus på indtjeningen – der hvor virksomheden rent faktisk tjener penge i øjeblikket - og ikke kun omsætningen. Ellers kan det risikere at tippe over, siger Maria Schougaard Berntsen.
Antallet af konkurser i faktiske tal fordelt på år (t.o.m. maj 2022)
2009 |
100 |
2010 |
109 |
2011 |
77 |
2012 |
62 |
2013 |
60 |
2014 |
33 |
2015 |
43 |
2016 |
46 |
2017 |
50 |
2018 |
48 |
2019 |
62 |
2020 |
30 |
2021 |
46 |
2022 |
18 |
Kilde: Danmarks Statistik