-
El
-
VVS
-
Industri
-
Beslagsmede
Der er nu en permanent mulighed for virksomheder til at få tilskud til efteruddannelse af medarbejdere fra VEU-omstillingsfonden. Samtidig er målgruppen for tilskud udvidet.
Muligheden for at få tilskud til efteruddannelse af medarbejdere fra VEU-omstillingsfonden er blevet gjort permanent, og samtidig er gruppen af medarbejdere, som kan få tilskud, blevet udvidet. Det sker som følge af den trepartsaftale, der blev indgået i efteråret.
Fra 2024 gælder:
- Omstillingsfonden gøres permanent. Dermed kan virksomheder også fremadrettet søge om op til 10.000 kroner til efter- og videreuddannelse hvert år i offentlig regi på akademi- og diplomniveau.
- Målgruppen udvides fra at være ufaglærte/faglærte til også at omfatte medarbejdere, der har gennemført en videregående uddannelse op til og med professionsbachelorniveau. For eksempel en erhvervsakademiuddannelse til el- eller vvs-installatør. Har medarbejderen automationsteknolog- eller maskinmesteruddannelsen, kan han eller hun nu også søge støtte fra fonden.
- Der kan kun søges tilskud til aktiviteter indenfor akademiuddannelsen i ledelse og diplomuddannelsen i ledelse, hvis dit højeste uddannelsesniveau er ufaglært eller faglært.
- Man kan kun glæde sig over, at tilskudsmuligheden nu er permanent, da det er en sag, vi i TEKNIQ Arbejdsgiverne har kæmpet for. For vi ved, at faglærte i vores medlemsvirksomheder i stigende grad har brug for efter- og videreuddannelse på videregående niveau, og der kommer muligheden for tilskud til at gøre en forskel, siger Jørgen Prosper Sørensen, chefkonsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
-
Sådan søger du penge fra VEU-omstillingsfonden:
I forbindelse med medarbejderens tilmelding til et givent akademi- eller diplommodul vil det være muligt at søge ”omstillingsfond” i tilmeldingsprocessen. Hvis man har spørgsmål, kan man altid kontakte den uddannelsesinstitution, der udbyder uddannelsen.
Læs mere om omstillingsfonden på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside eller kontakt chefkonsulent Jørgen Prosper Sørensen på tlf. 77411526 / jps@tekniq.dk
-
Kompetencefonde
Udover omstillingsfonden kan vores medlemsvirksomheder søge tilskud til medarbejderes efter- og videreuddannelse i kompetenceudviklingsfondene under TEKNIQ Arbejdsgiverne. Hvilken fond, der skal søges tilskud i, afhænger af den overenskomst eller tiltrædelsesaftale, medarbejderen er omfattet af.
Læs mere om kompetencefondene på Tekniq Arbejdsgivernes hjemmeside eller kontakt Mie Forsberg på 77411588 / mfo@tekniq.dk
-
Status Voksenuddannelsesstøtte (SVU)
Hvis medarbejderen er over 25 år og i arbejde, har man tillige mulighed for at søge Statens Voksenuddannelsesstøtte – for eksempel til et akademimodul. Medarbejderen skal være optaget eller have tilsagn om optagelse på en uddannelse, der berettiger til SVU, før der kan søges. Hvis du har spørgsmål til SVU, kontaktes den uddannelsesinstitution, der udbyder uddannelsen.
For at få tilskud fra kompetencefonde og SVU er det en forudsætning, at der også er søgt tilskud fra VEU-omstillingsfonden.