-
El
-
VVS
-
Industri
-
Beslagsmede
I tirsdags afgjorde EU-domstolen, at EU-harmoniserede standarder skal gøres frit tilgængelige. Afgørelsen begejstrer direktør Troels Blicher Danielsen, da den sikrer fair vilkår for erhvervslivet og ser ud til at kunne spare medlemsvirksomheder for både ulemper og udgifter.
Fremover vil erhvervslivet møde større lighed i adgangen til en række lovkrav – uanset branche. Det er vurderingen fra TEKNIQ Arbejdsgiverne og et eksternt juridisk team, der har gransket EU-domstolens afgørelse d. 5. marts om EU-harmoniserede standarder. Vurderingen er nok så vigtigt, at det kommer til at spare medlemsvirksomheder, der benytter sig af standarder, for en væsentlig udgift. Dog afventes omfanget af dommen stadig.
- Det er en opløftende og vigtig afgørelse, som EU-domstolen har truffet. Nu må vi se, hvad rækkevidden af dommen bliver, men det er på alle måder glædeligt, at domstolen fastslår, at harmoniserede europæiske tekniske standarder skal være gratis og frit tilgængelige for alle, siger Troels Blicher Danielsen, adm. direktør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Slut med dobbeltbetaling
Han påpeger det problematiske i, hvordan lovgivningen tidligere har været og de negative konsekvenser, det har haft for erhvervslivet:
- Det er uholdbart, at virksomheder i nogle brancher skal betale for at få adgang til de standarder, som er nødvendige for at overholde lovgivningen. Det skaber ulig konkurrence og hæmmer både små og store virksomheders muligheder, siger Troels Blicher Danielsen.
Organisationen har længe talt for en ændring af netop adgangen til de standarder, der i dag er en del af Dansk Standards forretningsmodel. For problemet er, at virksomhederne i det tekniske erhvervsliv kommer til at betale både for at bidrage til at udvikle standarderne og efterfølgende for at få adgang til dem, mens de brancher der reguleres via love og bekendtgørelser får lovkravene stillet gratis til rådighed.
- Hele forretningsmodellen er i mine øjne ude af trit med nutiden. Først skal vores medlemmer betale for at stille deres viden og ekspertise til rådighed, og bagefter skal de også betale for produktet, siger Troels Blicher Danielsen og fortsætter:
- Det svarer til, at du skal betale, både når du går ind i Netto, og igen når du går ud.