-
Industri
-
El
-
VVS
-
Beslagsmede
VIDEO: SIF-Gruppen med 500 ansatte ser den nye kampagne-kalender ”Kom og tag mig – NED” som et humoristisk værktøj til at tage hul på en nødvendig diskussion og skabe forandring. Administrerende direktør Lars Mejlby satte selv første kalender op.
Der er fuld opbakning på direktørkontoret i SIF Gruppen til TEKNIQ Arbejdsgivernes nye kampagne for at få ryddet ud i forældede pigekalendere på væggene rundt om i virksomhederne. SIF Gruppen har godt 500 ansatte fordelt på fire afdelinger på Sjælland og to i Jylland.
- Jeg er 100 pct. sikker på, at der er rigtig god forretning i at få det her initiativ brugt som et værktøj til at skabe fremtidens miljø og medarbejdere. Gør vi det, vi plejer, får vi også det, vi plejer. Branchen mangler allerede hænder, og vi kommer til at mangle flere, og dette er en hjælp til også at tiltrække flere kvinder til et typisk mandefag, siger Lars Mejlby.
Kvinder i servicevognen
Lars Mejlby greb den første kalender med humoristiske og debatskabende billeder og gik på værkstedet for at sætte den op. Det er hans klare mål, at det skal være lige så naturligt at se en kvinde i servicevognen som en mand ved telefonerne på kontoret. Skal det lykkes, så er arbejdsmiljøet et af de afgørende parametre.
- Flere kvinder kan være med til at give mere dynamik og et anderledes og federe arbejdsmiljø. Derigennem kan vi undgå at stå og mangle 20-30 procent af medarbejderstyrken, fordi vi har gjort en forskel og flyttet nogle mennesker til vores brancher, siger Lars Mejlby.
Vigtig humor
Men kulturforandring tager tid. Derfor glæder Lars Mejlby sig over, at kampagnen fra TEKNIQ Arbejdsgiverne indeholder en kalender med lang holdbarhed.
- Uden humor kunne dette emne være blevet for kedeligt, for svært eller for politisk for mange ansatte. Man kan bladre i denne kalender og se næste måneds billede – og i den forbindelse få en snak med kolleger og ændre holdninger efterhånden. Kalenderen vil minde os om emnet måned for måned. Vi er ikke færdige med dette emne om en måned. Måske heller ikke når kalenderen er løbet ud om et år. Men vi er forhåbentlig kommet længere i vores rejse, siger Lars Mejlby.
Se video fra værkstedet herunder og se hele kalenderen her: