-
El
-
VVS
-
Industri
Der er snart ansøgt for samtlige af de 378,3 millioner kroner, der er afsat til Erhvervspuljen i 2023. Derfor åbnes der snart for ansøgninger til næste års pulje, der forventes at være næsten dobbelt så stor.
I skrivende stund er der 51,3 millioner kr. tilbage i puljen fra i år. Det er derfor nu der skal søges, hvis man skal nå at have andel i Erhvervspuljen fra 2023. Men for at sikre, at virksomheder fortsat kan søge tilskud til energi- og CO2-besparende projekter, åbnes der senest den 1. november 2023 for ansøgninger til de 614 millioner kr., som det forventes, der vil være i puljen i 2024. Energistyrelsen oplyser, at de fremrykker åbningsdatoen for 2024-midlerne, hvis de forinden modtager ansøgninger for mere end de 51,3 millioner.
Det vil dermed stadig være muligt at søge tilskud fra Erhvervspuljen resten af året, og virksomhederne kan fortsat påbegynde deres projekter, så snart de har modtaget en kvittering fra Energistyrelsen. Den modtager man umiddelbart efter, at de har fået ansøgningen.
- Jeg kan kun opfordre til, at man benytter sig af muligheden for at søge tilskud via puljen. Det er en oplagt chance for at få støtte til at udføre energibesparende projekter, som jeg kun kan anbefale vores medlemmer. Vi har sammen med Energistyrelsen lavet et webinar om, hvilke projekter man kan søge midler til, samt hvordan man gør det, siger Bjørn Hove bæredygtighedskonsulent TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Som virksomhed skal man fortsat være opmærksom på:
-
- Hvis man efter endt sagsbehandling får afslag på sin ansøgning, skal man selv afholde udgifterne til det konkrete projekt.
-
- Energistyrelsen kan først begynde sagsbehandlingen for ansøgninger til 2024-midlerne fra januar, når Finansloven for 2024 er trådt i kraft. Ansøgninger, der er modtaget forinden, vil derfor først blive behandlet i det nye år.