Spørgsmål:
Når jeg som autoriseret elinstallatør opdager fejl i kundens installation, er jeg så ansvarlig for, at fejlene bliver udbedret? Altså også selvom der er tale om fejl på installationer, som ikke er udført af vores firma?
Svar
Nej, det er kunden (ejeren/brugeren), der ifølge Elsikkerhedsloven §10 er ansvarlig for, at installationen overholder de installationsbestemmelser, som var gældende på det tidspunkt, hvor installationen blev udført.
Det eneste, du som autoriseret elinstallatør i den forbindelse er ansvarlig for, er at gøre kunden opmærksom på de fejl og mangler, som du bliver bekendt med. Herefter er det kundens eget ansvar at lade fejl og mangler afhjælpe.
Der er ikke noget formkrav til, hvordan installatøren skal gøre kunden opmærksom på fejlene, men det kan være en god idé at skrive det som en lille note på fakturaen, at man har gjort opmærksom på fejl i installationen – så du efterfølgende altid kan bevise, at du har levet op til din orienteringsforpligtigelse.
Du kan i øvrigt se en lille video-vejledning om dette og mange andre spændende faglige emner i TEKNIQ El-appen.