-
Industri
Spørgsmål: Vi er blevet kontaktet af en erhvervsskole, der vil have os til at lave en tidlig indgåelse af uddannelsesaftale med en lærling, vi har kigget på. Vi har aldrig hørt om dette tidligere og er lidt bekymrede for, at det fastlåser os til lærlingen. Hvordan skal vi forholde os til det?
I 2021 var en aftale om tidlig aftaleindgåelse mellem virksomhed og lærling en del af trepartsaftalen om flere lærepladser. Aftalen stiller krav til erhvervsskolernes indsats for at få skaffet lærepladser til deres elever. Erhvervsskolerne bliver målt på, hvor mange aftaler de har indgået i uge 15 og uge 20 af grundforløb 2. Hvis skolerne lever op til målet, modtager de en bonus, hvorfor de går op i at få så mange aftaler indgået før afslutningen af grundforløb 2, som overhovedet muligt.
Man kan som virksomhed trygt indgå en uddannelsesaftale før grundforløb 2 er afsluttet. Man skal dog være opmærksom på et par ting.
Startdatoen på aftalen
Startdatoen er den dato, der bestemmer, hvornår lærlingen er ansat i virksomheden og skal have løn. Man kan uden problemer sætte startdatoen til dagen efter at lærlingens grundforløb 2 er afsluttet. Så har man som virksomhed ingen økonomiske forpligtelser under grundforløbet. Hvis man vælger at sætte startdatoen før afslutningen af grundforløbet, skal man betale løn til lærlingen i den resterende tid af grundforløbet. Her vil man som virksomhed modtage AUB refusion for det antal uger, lærlingen er på skolen efter aftalens startdato. AUB refusionssatserne kan ses her: Tilskud til lærlinge - AUB (tekniq.dk)
Prøvetiden
Prøvetiden på 3 måneder starter først den dag, hvor lærlingen har 1. arbejdsdag i virksomheden. Det vil med andre ord sige, at selv om uddannelsesaftalen er påbegyndt, mens lærlingen er på grundforløb 2, så tæller prøvetiden først, når lærlingen er på arbejde i virksomheden. I prøvetiden kan uddannelsesaftalen ophæves frit af begge parter.
Andre vilkår
Når man indgår en uddannelsesaftale, før lærlingen har afsluttet grundforløb 2, er man som virksomhed ikke sikker på, at lærlingen består. Det er derfor en god ide at skrive beståelse af grundforløbet ind som krav. Dette gøres i det felt, der hedder ”andre vilkår” på uddannelsesaftalen. Her kan man skrive følgende: ”Aftalen er betinget af, at Grundforløb 2 er bestået”. Det er ligeledes muligt at kræve, at de grundfag lærlingen har haft skal være gennemført med en bestemt karakter, fx ”Karakteren i matematik skal være min. 7”
Samlet set, kan man se en tidlig indgåelse af en uddannelsesaftale som en mulighed for tidligt at have styr på, de lærlinge og uddannelsesaftaler, som man ønsker.
Lær mere om at indgå uddannelsesaftaler her.