-
El
-
VVS
Der er mangel på hænder inden for de tekniske erhvervsuddannelser - især blandt kvinderne. Hvad kræves der for at tiltrække flere kvinder til de tekniske uddannelser? Tina Voldby, underdirektør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne, ser optimistisk på fremtiden og mener, at vi er på rette vej, men at der skal gøres en indsats flere steder. Hun deltog i podcasten HØRT til en ærlig diskussion om, hvordan vi kan ændre udviklingen.
Hvordan kan vi bryde med opfattelsen af mande/kvindefag?
- Det kræver en langvarig og målrettet indsats. Vi skal som organisation støtte vores virksomheder i denne dagsorden på alle mulige måder, for de har brug for vores hjælp. Der er også behov for politisk fokus og opgør med det kønsopdelte arbejdsmarked og uddannelsesvalg. Vi kan ikke løse dette alene, men vi kan i det mindste understrege behovet for at flere kvinder vælger vores uddannelser og brancher til. Og vi ikke kun fordi vi mangler hænder, men fordi de nye generationer af unge ønsker en mere divers arbejdsplads. Vi skal arbejde aktivt på at nedbryde fordomme og myter omkring fagene. Mange tekniske uddannelser som fx elektriker, smed og industritekniker har udviklet sig markant i de seneste år. De er ikke længere fysiske, men tekniske uddannelser, hvor man arbejder med design af lys, styring og automatik, programmering, kundeservice m.v.. Denne udvikling gør fagene mere attraktive for kvinder.
Er der mangel på fællesskab og sociale rum på de tekniske erhvervsuddannelser?
- Jeg mener, at erhvervsskolerne generelt skal skærpe sig. Der fokuseres konstant på behovet for flere ressourcer, men faktum er, at de har eleverne fra folkeskolen i et helt år, før de begynder i virksomhederne. Hvad gør for eksempel TEC på Frederiksberg eller Gladsaxe i løbet af det år for at skabe et socialt fællesskab? Ikke meget. Men faktum er, at de har alle muligheder for at gøre det og skabe et lige så inkluderende socialt fællesskab, som man ser på et gymnasium. Jeg tror også, at det handler om, at erhvervsskolerne skal modernisere deres tilgang til de unge mennesker og de udfordringer, de står overfor. Der er behov for handling.
Er folkeskolen tilstrækkeligt opmærksom på sit ansvar og er den god nok til at inspirere eleverne til at vælge en erhvervsuddannelse?
- Jeg mener, at der er behov for grundlæggende ændringer i folkeskolen. Danmark bruger enormt mange ressourcer på at give vores unge en god start på livet gennem folkeskolen. Alligevel forlader op mod 15 % folkeskolen uden at have opnået karakteren 2 i dansk eller matematik. Omtrent samme procentdel af eleverne afslutter ikke engang i folkeskolens afgangsprøve. Det er uacceptabelt, at vi ikke formår at gøre mere for vores unge i løbet af de ni år, de tilbringer i folkeskolen. Vi skal revurdere den boglige tilgang til folkeskolen, som især har tabt drengene. Folkeskolen skal have en mere praksisorienteret tilgang til undervisningen. Matematik kan læres på mange måder. Lad os omsætte teorien til praksis, for eksempel ved at anvende det i beregninger af taghældninger eller lign. Lad os gøre alle fag mere praksisorienterede og relevante for samfundet. Vi skal undgå gentagelser af tidligere fejl, som da man i den seneste folkeskolereform indførte faget “Håndværk og design”, som blot endte med at blive en gentagelse af at lave fuglebure og sy puder.
Lyt til hele podcasten her - og husk at du kan få TEKNIQ i ørene hver uge. HØRT! er tilgænglig, hvor du lytter til dine podcasts.