Spørgsmål:
Jeg har hørt, at beskyttelse med Arc Fault Detection Device (AFDD) blandt andet kan hjælpe med at begrænse brandrisikoen i forbindelse med opladning – men er der egentlig krav om AFDD i Danmark - og i givet fald hvor?
Svar
Nej, der er ikke krav om AFDD eller gnistbeskyttelse i Danmark.
Ikke endnu i hvert fald, men det er en anbefaling i 421.7 i DS/HD 60364-serien at beskytte mod lysbuefejl, især hvor man sover, samt i lader, træværksteder, lagre med brandbare materialer og træbygninger. Det er også en anbefaling, hvor der kan ske brandspredning, og hvor der opbevares ting eller emner, der er uerstattelige.
Derudover er det meget sandsynligt, at gnistbeskyttelse på et tidspunkt i de kommende bestemmelser bliver et krav på linje med overstrømsbeskyttelse og fejlbeskyttelse.
Det er allerede nu muligt at få AFDD'er, der er kombineret med RCBO'er og dermed kombinerer overbelastningsbeskyttelse, kortslutningsbeskyttelse, fejlbeskyttelse og gnistbeskyttelse uden at optage mere tavleplads end en automatsikring/minikredsbryder. Det er indtil videre kun muligt at få AFDD'er i 2-polede modeller til 1-fasede grupper.
Men du kan altså nu tilbyde dine kunder en langt bedre beskyttelse uden at skulle udvide eller skifte den eksisterende tavlekapsling.