-
El
-
VVS
-
Industri
-
Beslagsmede
TEKNIQ Arbejdsgivernes medlemsvirksomheder er med til at promovere tekniske erhvervsuddannelser i folkeskolerne.
Der er brug for, at flere unge bliver opmærksomme på de muligheder en erhvervsuddannelse giver, hvis vi skal dække behovet for faglærte i fremtiden.
Derfor støtter TEKNIQ Arbejdsgiverne projektet ”Åben Virksomhed”, som Dansk Arbejdsgiverforening (DA) står bag. Det er et gratis undervisningsforløb skræddersyet til læringsmål i relevante fag og klassetrin i folkeskolen. Hovedfokus er at få mere praksisfaglighed ind i folkeskolen og at vise, hvad det vil sige at tage en erhvervsuddannelse.
I denne uge besøgte Christian Skov Hansen fra AG Electric og Jakob With-Hansbøl (billedet) fra Elstyrken hver deres 7. klasse på henholdsvis Toftlund Distriktsskole i Sønderjylland og Ny Hollænderskolen på Frederiksberg. Her blev eleverne indført i forskellige muligheder for at spare på energien, både derhjemme og på skolen. Der blev taget udgangspunkt i konkrete installationer på skolen, så eleverne fik håndgribelige og praksisnære eksempler.
Afgørende for grøn omstilling
Mie Forsberg, der er uddannelseskonsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne, roser indsatsen, som er med til at skabe mere praksisfaglighed i folkeskolerne.
– I TEKNIQ Arbejdsgiverne er vi stolte over, at vores medlemmer engagerer sig og påtager sig den vigtige rolle det er at uddanne flere faglærte og få flere unge til at interessere sig for uddannelserne og brancherne, siger hun og fortsætter:
– Det er afgørende, at flere unge finder vej til de tekniske fag, fordi de rummer de kompetencer, der er nødvendige for at nå i mål med den grønne omstilling af samfundet.
Hvis man gerne vil være en del af projekt Åben virksomhed, kan man kontakte Mie Forsberg på mfo@tekniq.dk