-
Industri
-
El
-
VVS
-
Beslagsmede
TEKNIQ Arbejdsgiverne sender underdirektør til fronten på Kvindernes Internationale Kampdag - det vil sige ud på en folkeskole for at tale med piger og unge kvinder om uddannelser og mulighederne inden for de tekniske fag.
Girl! Bliv faglært.
Sådan står der på det saddelovertræk som underdirektør Tina Voldby i dag sætter på hundredvis af pigecykler i cykelskurene ved Østervangskolen i Roskilde.
Flere unge kvinder i de tekniske erhvervsuddannelser er en høj prioriteret dagsorden i TEKNIQ Arbejdsgiverne. Og på Kvindernes Internationale Kampdag er Tina Voldby derfor taget ud for selv at snakke direkte med de unge kvinder på en folkeskole om uddannelsesvalg.
- Vi vil gerne ud for at møde de unge kvinder i virkeligheden. Det er vigtigt at få svar på, hvilke barrierer eller udfordringer kvinderne ser ved de tekniske erhvervsuddannelser. Det er den eneste måde vi kan finde ud af, hvordan vi handler bedst muligt i rekrutteringen af unge til vores uddannelser. Det er ultimativt også den måde vi bedst hjælper vores medlemsvirksomheder, så de fremstår attraktive for kvinderne, siger uddannelseskonsulent Mie Forsberg fra TEKNIQ Arbejdsgiverne og peger samtidig på, at mange af medlemsvirksomhederne arbejder ihærdigt med sikre en mere divers arbejdsplads og med at rekruttere flere kvindelige lærlinge og ikke mindst at fastholde dem.
Øjenåbner
Kampdagens happening og indsigt ligger umiddelbart før en større undersøgelse af nuværende kvindelige lærlinge og svendes oplevelser af at arbejde indenfor el, vvs og metalindustrien i medlemsvirksomhederne.
Denne undersøgelse laver TEKNIQ Arbejdsgiverne i samarbejde med bureauet CompanYoung for at skabe en bred indsigt og forståelse af de barrierer, der holder unge kvinder fra de tekniske fag.
- I Danmark har vi et enormt kønsopdelt arbejdsmarked og uddannelsesvalg. Det betyder, at mange piger og kvinder ikke er i nærheden af at overveje at vælge en uddannelse, der er mandsdomineret. Vi ønsker derfor at vise de unge at vores uddannelser og brancher er åbne for alle – og interessante arbejdspladser for kvinder, siger Mie Forsberg.
Prøv værktøjskassen
Undersøgelsen udarbejdes i forbindelse med TEKNIQ Arbejdsgivernes tværfaglige projekt “Flere Faglærte Kvinder.” I dette projekt udvikles der konkrete værktøjer til virksomheder, der hjælper med at åbne dørene for kvindelige talenter og skaber et miljø, hvor mangfoldighed og inklusion er normen. Tag et kig ned i værktøjskassen her.
Girl! Bliv faglært. sådan lyder opfordringen i dag i cykelskuret.