-
El
-
VVS
Fjernvarmen har for alvor taget den eldrevne varme til sig de senere år, viser statistikken. Tjæreborg Industri A/S følger udviklingen tæt som en af leverandørerne af både varmepumper og elkedler til fjernvarmeværkerne.
Varmepumperne har fyret gevaldigt op under Tjæreborg Industri A/S de seneste år. Ikke den slags der bliver installeret ude hos den enkelte parcelhusejere, men den type, der i stigende grad står for varmeproduktionen hos fjernvarmeværkerne.
- Vi har lavet rigtig mange varmepumper for fjernvarmeværkerne. Det er den retning, udviklingen er gået de seneste to-tre år. Til gengæld har elkedlerne nu overhalet varmepumperne, siger Marianne Sørensen, adm. direktør i Tjæreborg Industri A/S.
Den Esbjerg-baserede industrivirksomhed leverer totalløsninger til fjernvarmen. Fra selve varmeproduktionen i værkerne til rørlægning. Det betyder, at de 177 medarbejdere i virksomheden tæller en lang række forskellige faggrupper fra smede til elektrikere og ingeniører blandt andre. På den måde er virksomheden allerede godt dækket ind forhold til at kunne følge med udviklingen, som de senere år for alvor er drejet i retning mod grønne energiformer.
Det viser Energistyrelsens netop offentliggjorte rapport om fjernvarmeproducenterne. På baggrund af data fra alle værker tegner der sig et billede af, hvad der bliver brugt af energikilder til at varme kundernes huse op. Varmeproduktionen fra ikke-brændselsbaserede anlæg er fra steget med cirka 20 procent på et enkelt år, og samlet set er det varmepumperne, der trækker læsset.
- Det er især produktionen fra varmepumper, der er steget, både i absolutte tal og procentvis. Således er produktionen fra varmepumper omtrent fordoblet fra 2020 til 2021. Stigningen kommer oveni en stor stigning fra 2019 til 2020, hvilket betyder, at fjernvarmeproduktionen fra varmepumper er firdoblet fra 2019 til 2021, skriver Energistyrelsen i rapporten.
Mere eldreven varme
Fokus er i stigende grad røget over på el, men det er også skiftet i forhold til selve produkterne, oplever Leif Hornbak, der er salgschef i Tjæreborg Industri A/S.
Virksomheden solgte sin første varmepumpe til fjernvarmeværker i 2012, men væksten toppede ifølge salgschefen i 2020. Efterfølgende er fokus skiftet til elkedler, som virksomheden har solgt mange af i år.
- I år er det måske 45 procent af vores omsætning, der er på elkedler, mens fem procent er på varmepumper. I 2020 var det helt omvendt – cirka 70 procent på varmepumper og fem procent på elkedler, siger Leif Hornbak.
Det hænger ifølge ham sammen med, at det tidligere tilskud til varmepumper i fjernvarmeproduktionen udløb. Derudover er elkedler, ifølge ham, væsentligt billigere i indkøb per MW i forhold til en varmepumpe og kan producere tilsvarende energimængde, men på meget kortere tid.
- Fordelen er derfor, at man kan bruge elkedlen, når strømmen er billig og så bruge andre brændsler, når den er dyr, siger Leif Hornbak.
I TEKNIQ Arbejdsgiverne kommer udviklingen heller ikke bag på chefkonsulent Troels Hartung, der løbende har fulgt udviklingen i omstillingen fra fossile brændsler til grønne alternativer. Varmepumpesalget til privatmarkedet er på samme måde steget eksplosivt de seneste par år, og det er kun forstærket af Putins gasstop til Europa. Nu er det tid til at få endnu flere brændsler – for eksempel træflis – ud af varmeproduktionen.
- Elektrificeringen slår igennem i alle dele af vores samfund og også i fjernvarmeproduktionen. Udviklingen er i høj grad været drevet af ønsket om at reducere forbruget af naturgas, som fjernvarmen har brugt rigtig meget af, men fremadrettet kommer der også til at være et stort pres på at få udfaset afbrændingen af importeret biomasse. Derfor vil den kraftige vækst i brugen af varmepumper og elkedler i fjernvarmen vokse kraftigt også fremadrettet, siger Troels Hartung, chefkonsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne.