-
El
Et udbud på minimum 10 milliarder kroner er kun begyndelsen på forstærkningen af elnettet. Ekspert sammenligner det med de store udbygninger af elnettet i årtierne omkring 2. Verdenskrig.
Med udbud på omkring 10 milliarder kroner er der lagt an til en gedigen opgradering af elnettet de kommende år. Energinet, der ejer og driver det danske elnet, vil frem mod 2030 investere store summer i at ruste elnettet til fremtiden, som i høj grad er eldreven.
De 10 milliarder, der bliver sendt i udbud til private aktører, omfatter ifølge Energinet mere standardiserede opgaver, som eksempelvis udskiftning af jord- og luftledninger. Investeringerne er en del af en samlet pulje på hele 25 milliarder kroner, som også kommer til at omfatte mere specielle opgaver som eksempelvis etablering af energiøer med mere.
Der er med andre ord tale om gigantiske investeringer i horisonten. Indtil videre er det første udbud i spil om reinvestering og nyanlæg af højspændingsstationer for omkring 4,5 milliarder kroner, mens anden del af udbuddet kommer til oktober og vil omfatte kabelanlæg.
Historisk stor forstærkning
Ea Energianalyse beskæftiger sig blandt andet med elektrificering af samfundet, og her tøver civilingeniør og partner Hans-Henrik Lindboe ikke med at kalde det den største udbygning af elnettet i nyere tid.
- Jeg tror, at man kan sammenligne det her med udviklingen efter 2. Verdenskrig. Danmark blev elektrificeret i løbet 1920’erne, men den store udbygning kom i løbet af 30’erne til 50’erne, og herefter kom det økonomiske opsving i løbet af 1960’erne og en kabellægning af de gamle lavspændingsledninger. Siden er der groft sagt ikke sket så meget med elnettet, men nu kommer der et nyt stort ryk, siger Hans-Henrik Lindboe.
Det er en helt nødvendig opgradering, der nu bliver sat i gang, og som næppe slutter i 2030 men vil være et tema de kommende årtier, vurderer eksperten. Det er ifølge ham en konsekvens af et stigende elforbrug til varmepumper, elbiler og virksomheder, der skal elektrificeres. Dertil kommer håndteringen af vind- og solenergi på land samt energi- og vindøer til havs.
- Elnettet bliver i langt højere grad end tidligere rygraden i hele energi-infrastrukturen, fordi samfundet bliver elektrificeret i udpræget grad. Derfor vil det her arbejde også fortsætte i hvert fald 15-20 år ud i fremtiden, siger Hans-Henrik Lindboe.
Muligheder som underleverandør
Den første del på 4,5 mia. kr. omfatter 132- og 150 kV stationsanlæg, mens de resterende 5,5 milliarder vil omfatte kabler i jorden. Kabelanlæggene vil blive sendt i udbud i uge 40.
- De 10 mia.kr. er et estimat fra vores side, men det kan også risikere at blive 9 eller 12 mia.kr. Vi lægger hele porteføljen hos leverandøren, siger Henrik Riis, direktør i Energinet Eltransmission.
De mange milliarder er en del af en endnu større pulje på hele 25 milliarder kroner, der følger Energinets investeringsplan frem mod 2025. Og når der er brug for at kaste så mange milliarder i elnettet de kommende år, så er det et udtryk for en udvikling, der går så stærkt, at virkeligheden kan have svært ved at følge med.
- Vi kan se, at behovet for udbygningen af elnettet er vokset eksponentielt. Det har vist sig at gå langt hurtigere, end man kunne forestille sig. Det er en vild vækst, men det er positivt set i forhold til den grønne omstilling, siger Henrik Riis.
Læs også: Fase-ubalance kan resultere i nedbrud
Det betyder med andre ord masser af ordrer de kommende år. Spørgsmålet er bare, hvem der kommer til at udføre arbejdet.
- De leverandører, vi kommer til at lave aftaler med, er nogen, der er vant til at håndtere store indkøb. Det kunne være rådgivervirksomheder, integratorer eller komponentleverandører for eksempel, men de vil så også indgå delaftaler. Her er det oplagt, at installationsvirksomheder kommer i spil, siger Henrik Riis.
Direktøren kan ikke garantere, at den nuværende planlagte udbygning er tilstrækkelig, når vi når 2030. Til gengæld har elektrificering af samfundet fået enormt fokus rent politisk i forhold til tidligere, vurderer han.
Flere afledte investeringer
I TEKNIQ Arbejdsgiverne er der helt grundlæggende glæde over de mange milliarder, der skal flyde ud i elnettet de kommende år. Organisationen har gentagne gange talt for behovet i takt med, at antallet af varmepumper, ladestandere, solceller og meget andet kræver mere af elnettet end tidligere.
- Det betyder, at elektrificeringen nu virkelig bliver skudt i gang. Tidligere har man bare levetidsforlænget, men nu sker der for alvor noget, siger Mads Risgaard Knudsen, teknisk konsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Det danske elnet er ifølge ham kendetegnet ved at være relativt tyndt set i forhold til andre lande. I virkeligheden som konsekvens af stærkstrømsloven fra 1960’erne, hvor man ikke havde fantasi til at forestille sig det store behov i fremtiden. Derfor er det den helt rigtige medicin fra Energinet.
- Dertil kommer der alle de penge, som netselskaberne selv kommer til at bruge på det her område. Når Energinet investerer 10 mia. kr., så bliver der måske brugt 50 mia. kr. andre steder i systemet, siger Mads Risgaard Knudsen.
De to udbud er delt i Øst- og Vestdanmark. Der forventes at blive underskrevet kontrakter i midten af næste år.