-
El
I løbet af de seneste fem måneder har TSG Nordic opkøbt to elinstallationsvirksomheder for at matche efterspørgslen på installation og service af ladestandere til el- og hybridbiler.
Salget af elbiler sætter i øjeblikket nye rekorder, og forbrugernes lyst til de elektrificerede køretøjer smitter for alvor af på de virksomheder, der skal installere ladestandere til de mange nye elbiler på vejene. Det gælder blandt andre for Ryomgård EL ApS, der fra 1. oktober er blevet opkøbt af TSG Nordic, som har specialiseret sig i at levere udstyr og services til tankstationer i hele Europa.
- Vi er i fuld gang med at realisere vores ambitiøse strategi om at blive en af Nordens førende leverandører af ladeløsninger, her set i form af opkøbet af Ryomgård EL, siger Susanne Svarre, der er administrerende direktør i TSG Nordic A/S, i en pressemeddelelse.
Hun uddyber valget med, at Ryomgård EL ApS er en familiedreven virksomhed på Djursland med traditioner og engagement, der passer godt sammen TSG Nordic. Også hos Ryomgård EL er direktøren godt tilfreds med handlen.
- TSG tilbyder solide og driftssikre løsninger til distribution af energi, hvor vi er eksperter i intelligente el-installationer, renovering, nybygning, tele & data-anlæg og overvågning. Disse kompetencer tager vi helt naturligt med os ind i samarbejdet, udtaler Henrik Kvist.
Han overtog virksomheden i 2010 efter sin far, som grundlagde den i 1979.
Andet opkøb i år
I begyndelsen af juni overtog TSG Nordic den hovedstadsnære elinstallationsvirksomhed MB El-Service ApS, der har base i Karslunde. Dengang var det også med et ønske om at kunne matche efterspørgslen i et hastigt stigende marked for nye ladestandere og vedligehold af de eksisterende.
- Jeg glæder mig til at være en del af den store succes, TSG Nordic oplever på e-mobility-området. TSG tilbyder solide og driftsikre løsninger, hvor vi til gengæld er eksperter i blandt andet intelligente installationer, data, ejendomsservice og overvågning, og det er selvfølgelig de kompetencer, vi tager med os ind i samarbejdet, som uden tvivl kan være med til at sikre en fortsat høj kvalitet. Som jeg ser det, passer vi simpelthen som stik i dåse, som vi siger i branchen, udtalte Morten Møller Bertelsen, administrerende direktør hos MB El-Service ApS, dengang i en pressemeddelelse.
MB El-Service løser primært opgaver til erhvervssegmentet. Virksomheden blev etableret i 2004.