-
El
-
VVS
-
Beslagsmede
-
Industri
Hos Elektrikeren i Strandby snakker de om ”Lærke-effekten”, efter ansættelsen af en akademiker løftede virksomheden, gav resultater på bundlinjen og resulterede i en pris fra Akademikernes A-kasse.
Tom Jensen, direktør hos Elektrikeren i Strandby, står tilbage med oplevelsen af at have løftet sin virksomhed. Det var hans mål fra starten, da han, efter flere års tanker om at ansætte en akademiker, tog en chance og ansatte Lærke Kristensen, der kom med en historieuddannelse i bagagen samt solide kompetencer i kommunikation. Hvad der måske ikke udefra lignede et oplagt match, blev en succeshistorie for begge parter:
- Jeg er håndværker – ikke administrativ medarbejder eller akademiker. Men i takt med at ens virksomhed bliver større, så fylder de administrative opgaver bare mere og mere. Så jeg har mange kasketter på her i virksomheden, og der har det bare været fantastisk at give nogle af dem videre – især til en, der har vist, at hun klarer mange af opgaverne bedre end jeg selv ville have kunnet, siger Tom Jensen.
Tom Jensen stod over for en større satsning inden for solceller og varmepumper. Men udover, hvad det medførte af dokumentationskrav, så havde han også svært ved at overbevise kunderne om, at vedvarende energiløsninger var vejen frem for dem. Han kunne se, at han havde brug for en, der var god til at formidle og kunne lægge den rigtige markedsføringsstrategi. Derfor hyrede han én med en anderledes baggrund og anderledes kompetencer, end han var vant til. Og effekten af at rekruttere en akademiker afspejlede sig helt konkret på bundlinjen.
- Det hun ikke kan, det finder hun ud af. Hun har muligheden for at sætte sig ind i mere kompliceret stof, hvilket er en gave i en tid, hvor det bliver svære og svære at drive virksomhed. Hun har været med til at løfte vores omsætning fra 14 til 26 millioner, så man kan roligt sige, at det har været en stor succes at få Lærke med på holdet, siger Tom Jensen.
”Lærke-effekten”
Stigningen i omsætning bliver i kaldt for ”Lærke-effekten” hos Elektrikeren i Strandby, der sidste fredag modtog Akademikerprisen, som ud over den flotte hæder også indebærer et kontantbeløb på 50.000 kroner. Prisen gives af Akademikernes A-kasse til virksomheder, der har ansat en akademiker, som har skabt synlige resultater for virksomheden f.eks. i form af vækst, strømlinede processer eller styrket samarbejde. Prisen skal være med til at synliggøre værdien i at ansætte akademikere for mindre virksomheder, der ikke normalt tænker i de baner, når det gælder rekruttering. Ifølge Akademikernes A-kasse vil virksomheder, der ikke normalt ansætter akademikere, i gennemsnit skabe fire et halvt flere job, når de ansætter den første akademiker.
Hos TEKNIQ Arbejdsgiverne mener underdirektør Tina Voldby, at flere virksomheder skal tænke i nye baner, når de skal rekruttere medarbejdere:
- For at innovere og udvikle sig skal virksomhederne turde udforske nye perspektiver og kompetencer, som akademikere kan bringe ind. Det er godt set af Elektrikeren i Strandby og modigt at ansætte en person med så utraditionel en kompetenceprofil - og man må sige at gevinsten har været stor, siger Tina Voldby.
At gevinsten har været stor, er Tom Jensen helt enig i, og han anbefaler klart, at andre går samme vej. Der er også pilotprojekter tilgængelige, hvor man kan prøve ansættelsen af med tilskud, hvis man er nervøs for at tage chancen.